Resultater for de danske deltagere i EU stresstesten 2021

30-07-2021

Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank har deltaget i den fælleseuropæiske stresstest 2021. Der er tale om en meget hård stresstest, som giver anledning til betydelige fald i institutternes kapitalprocenter. For Danske Bank er faldet så stort, at instituttet må gøre brug af kapitalbevaringsbufferen over den treårige fremskrivning. Jyske Bank klarer kapitalkravet, men med en beskeden overdækning. Alle institutterne lever op til solvensbehovet med en komfortabel margin.

 

De nye resultater viser, at enkelte af de største danske institutter kommer under et kapitalmæssigt pres i den fælleseuropæiske stresstest. Alle de danske institutter bevarer dog en kapital, der ligger komfortabelt over deres solvensbehov. Resultaterne afspejler, at der er tale om et meget hårdt stress-scenarie, som antages at bygge oven på et i forvejen stresset makroøkonomisk udgangspunkt som følge af COVID-19 krisen. Selv om der er tale om en meget hård stresstest, understreger resultaterne behovet for, at institutterne fremadrettet fastholder en robust kapitalisering”, siger Finanstilsynets direktør, Jesper Berg.

Resultaterne af EU stresstesten vil indgå i Finanstilsynets overvejelser om fastlæggelsen af et vejledende niveau for yderligere kapitalgrundlag (det såkaldte ”Pillar II Guidance”) for de deltagende danske institutter. Det vejledende niveau for yderligere kapitalgrundlag kan tolkes som et forsigtighedstillæg til solvensbehovet.

Finanstilsynets løbende dialog med institutterne om kapitalmålsætninger og udlodningspolitik vil fortsat tage udgangspunkt i stresstest baseret på scenarier og antagelser fastlagt af Finanstilsynet.

Læs den fulde pressemeddelelse

 

Se oversigt over alle de danske resultater

 

 

Senest opdateret 30-07-2021