2018 blev afkastmæssigt et dårligt år for de danske investeringsforeninger (UCITS-fonde). Formuen i investeringsfondene var ved udgangen af 2018 på i alt 927 mia. kr., et fald på 3 pct. i forhold til 2017. Faldet i formuen kan tilskrives den negative markedsudvikling, idet der samlet set blev skudt over 50 mia. kr. ind i investeringsfondene i 2018. Heraf kom knap 10 mia. kr. fra husholdningerne, fremgår det af Finanstilsynets artikel.
Pengeinstitutternes formidling af investeringsfonde
De meget lave renter gør det svært for pengeinstitutterne at tjene penge på forskellen mellem ind- og udlånsrenter.
”Pengeinstitutterne har en tilskyndelse, der er større end tidligere, til at flytte kundernes opsparing fra indlånskonti til investeringsprodukter. Her kan pengeinstitutterne tjene penge på f. eks. gebyrer for porteføljepleje eller provisionsindtægter samtidig med, at det enkelte pengeinstitut undgår et negativt afkast ved at sætte pengene i Nationalbanken,” siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg.
”Det øger risikoen for, at pengeinstitutternes fokus på egen indtjening overskygger deres fokus på, at investering rent faktisk er i kundernes interesse. Vi følger dette tema nøje,” siger Jesper Berg.
Indskærper reglerne
Finanstilsynet indskærper, at pengeinstitutterne i forhold til investorbeskyttelsesreglerne og god skik-reglerne er forpligtede til kun at rådgive kunderne om produkter, der er i kundernes egen interesse.
Risikoen for dårlig rådgivning er særligt stor, når det drejer sig om kunder med en lav risikopræference, en kort horisont for opsparingen eller begge dele. For disse kunder er det ikke en løsning, at de kommer længere ud af risikokurven, end deres præferencer og økonomiske forhold kan bære.
Nul pct. i rente på en indlånskonto er i dag et meget konkurrencedygtigt produkt. Investering i værdipapirer med lav risiko kan – efter omkostninger – vanskeligt konkurrere med en nulrentekonto, fastslår Finanstilsynet i artiklen.
Læs markedsudviklingsartiklen her.