Danske Bank har i dag offentliggjort, at et stort antal kunder har fået forkert rådgivning om at investere i varianter af porteføljeplejeproduktet Flexinvest Fri. På det tidspunkt hvor banken solgte produktet, forventede den, at kundernes afkasts efter gebyrer ville være mindre end renten på nul procent på indlånskonti.
Finanstilsynet har i nogen tid været i gang med en undersøgelse af sagen med fokus på overtrædelse af investorbeskyttelsesreglerne.
”På baggrund af de foreliggende oplysninger er der tale om en meget alvorlig sag. Når borgerne henvender sig i et finansielt institut, skal de kunne have tillid til, at de kun bliver præsenteret for produkter, som er egnede til dem. Det er en grundlæggende forudsætning for et velfungerende finansielt system. Det er klart, at denne sag og sagerne på andre områder de seneste år ikke fremmer tilliden til det finansielle system. Derfor vil vi naturligvis forfølge sagen til bunds,” siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg.
Finanstilsynet forventer at træffe afgørelse i sagen i sensommeren.
Øget risiko for dårlig rådgivning
Finanstilsynet beskrev i forbindelse med den årlige markedsudviklingsartikel om investeringsfonde, at de lave renter har øget risikoen for, at kunder får dårlig rådgivning om investeringsprodukter.
Risikoen for dårlig rådgivning er særligt stor, når det drejer sig om kunder med en lav risikopræference, en kort horisont for opsparingen eller begge dele. For disse kunder er det ikke en løsning, at de kommer længere ud ad risikokurven, end deres præferencer og økonomiske forhold kan bære, skrev Finanstilsynet i forbindelse med artiklen. Finanstilsynet vil øge fokus herpå i den fremadrettede tilsynsvirksomhed.