I løbet af marts 2016 fremsættes et nyt lovforslag, der implementerer nye regler om markedsmisbrug. Nærmere bestemt er det markedsmisbrugsforordningen, der blandt andet indeholder regler om oplysningspligter og markedsmisbrug, som skal implementeres i dansk lovgivning.
Den nye lov skal træde i kraft den 3. juli 2016 og betyder, at en række regler i værdipapirhandelsloven erstattes af forordningens regler.
Lovforslaget vil herudover indeholde forslag til regler om provisionsbetalinger m.v. fra tredjeparter. Denne del af lovforslaget følger op på rapporten ”MiFID II og investeringsforeningers betaling af formidlingsprovision” fra december 2015.
Rapporten, der er afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet, påviser, at der er interessekonflikter mellem bankernes hensyn til deres egen indtjening og hensynet til, hvad der er bedst for kunden.
De foreslåede regler medfører en væsentligt styrket beskyttelse af kunderne og indebærer blandt andet et forbud mod, at banker får formidlingsprovision fra investeringsforeninger i forbindelse med porteføljeplejeordninger. Denne del af lovforslaget forventes at skulle træde i kraft den 1. januar 2017.
Forslaget vedrørende provisionsbetalinger m.v. gennemføres, fordi det vurderes nødvendigt, også selv om forslaget til en ny lov om kapitalmarkeder og den tilhørende følgelovgivning først vil blive fremsat i næste folketingsår (2016-2017).
Det skyldes de aktuelle forhandlinger i EU om at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II) og forordningen om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR) med et år.