Ansøgning om registrering som kreditformidler

Hvis du som en del af din virksomhed hjælper dine kunder med at indgå kreditaftaler, f.eks. i forbindelse med salg af dine varer eller ydelser, og du ikke selv er kreditgiver eller notar, skal din virksomhed som udgangspunkt registreres hos Finanstilsynet som kreditformidler.

Det gælder, hvis du får betaling for at formidle kontakten mellem din kunde og den virksomhed, der tilbyder lånet. Betalingen kan være penge eller en anden form for finansiel modydelse.

Din virksomhed skal registreres, hvis du gør en eller flere af følgende ting:

  • præsenterer dine kunder for kreditaftaler
  • hjælper dine kunder med forberedelse eller administration i forbindelse med at indgå en kreditaftale
  • indgår kreditaftaler med kunder på vegne af en virksomhed, der tilbyder lån.

Kort sagt: Hvis du mod betaling fra en kreditgiver hjælper dine kunder med at finde eller optage lån, skal din virksomhed registreres hos Finanstilsynet.

Du ansøger på virk.dk

Undtagelser fra registreringskravet

Hvis din virksomhed er en såkaldt SMV – altså en lille eller mellemstor virksomhed – skal den som udgangspunkt ikke registreres som kreditformidler. Det gælder, hvis virksomheden:

a)       har færre end 250 ansatte, og

b)      har en omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet balance højst 43 mio. euro, og

c)       accessorisk optræder som kreditformidlere, dvs. hvis hovedformålet med virksomheden ikke er kreditformidling.

Hvis din virksomhed er en del af en større gruppe eller koncern, skal du være opmærksom på, at det er de samlede tal for hele gruppen, der tæller. Det betyder, at hvis virksomheden f.eks. er en del af en koncern, skal tallene beregnes på koncernniveau, hvis de nærmere betingelser er opfyldt.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal opgøre tallene, f.eks. hvis din virksomhed har partnervirksomheder eller er tilknyttet andre virksomheder, kan du finde vejledning og eksempler i:

Brugervejledning til definitionen af SMV’er fra Europa-Kommissionen

Eksempel på partnervirksomhed

En virksomhed ’A ApS’ ejes delvist af A, der driver virksomheden, delvist af virksomhed ’B A/S’. Virksomhed B har 50-66 pct. af ejerandelene. Dermed er virksomhed B en partnervirksomhed, og derved skal ansatte og data vedr. virksomhed B indgå i beregningen af om virksomhed A overstiger tærsklerne.

Lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere træder i kraft den 20. november 2026.

Vi modtager og behandler ansøgninger om registrering som kreditformidler fra den 20. maj 2026. Det er dog ikke muligt for ansøgere at opnå registrering før loven træder i kraft den 20. november 2026.

Ansøgning sker via et ansøgningsskema, som udfyldes og sendes til Finanstilsynet. I det følgende kan du læse mere om kravene til ansøgningen, selve ansøgningsprocessen og reglerne på området.

Hjemsted

Du skal oplyse, hvor din virksomhed er hjemmehørende. Virksomheden skal have hjemsted i Danmark eller et andet EU- eller EØS-land for at kunne blive registreret.

Ydelser og aktiviteter

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af de ydelser og aktiviteter som kreditformidler, du har til hensigt at tilbyde og udføre i virksomheden. Ansøgningsblanketten har allerede et punkt til denne beskrivelse, og du behøver derfor ikke at vedlægge yderligere dokumentation.

Proper-krav

Finanstilsynet vurderer, om den person i ledelsen, der har ansvar for kreditformidlingsaktiviteterne, lever op til de såkaldte proper-krav. Det vil typisk være direktøren, men kan også være et bestyrelsesmedlem eller et andet ledelsesmedlem, der f.eks. også har ansvaret for aftalen med kreditgiveren. Hvis virksomheden ikke har en bestyrelse eller direktion, gælder proper-kravet for den eller de personer med ledelsesansvar for virksomheden, der har ansvaret for kreditformidlingen. I enkeltmandsvirksomheder er det indehaveren, der er ansvarlig.

Personen, der skal leve op til proper-kravet, må ikke have været straffet for at overtræde straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis det kan have betydning for personens evne til at varetage ansvaret på betryggende vis. Derudover må personen ikke tidligere have haft en adfærd, der kan give grund til at tro, at vedkommende ikke kan varetage opgaven forsvarligt.

Du udfylder og sender ansøgningsskemaet til Finanstilsynet via selvbetjeningsløsningen på virk.dk  

Rådgivere og repræsentanter kan ansøge på vegne af en virksomhed ved brug af eget CVR-nummer.

Al kommunikation med os om ansøgningen er fortrolig og sker via digital post.

Straffeattest

Du behøver ikke at indsende en særskilt proper-ansøgning, da der er plads til at skrive de nødvendige oplysninger direkte i ansøgningsskemaet. Straffeattest for den person, som skal proper-godkendes, skal dog uploades sammen med ansøgningen.

Straffeattesten må højst være 6 måneder gammel på ansøgningstidspunktet.

Behandlingstid

Vi bestræber os på at behandle ansøgningen indenfor 3 måneder fra modtagelse af en fuldstændig ansøgning – dvs. fra det tidspunkt, hvor vi har fået alle nødvendige oplysninger til behandlingen.

Vær dog opmærksom på, at der ikke kan opnås registrering inden den 20. november 2026, hvor loven træder i kraft.

Det betyder, at har du søgt om registrering før den 20. november 2026, vil du tidligst kunne modtage afgørelsen fra Finanstilsynet den 20. november 2026.

Pris

Det er gratis at søge om registrering, men det koster en årlig afgift at være registreret. Læs mere i afsnittet Årlig afgift.

Hvis den ansvarlige for kreditformidlingen bliver udskiftet, efter at virksomheden er blevet registreret, skal den nye ansvarlige proper-godkendes. Ansøgning om proper-godkendelse af den nye ansvarlige kan sendes som krypteret og signeret digital post til Finanstilsynet via virk.dk, borger.dk eller eboks.dk. I emnefeltet skal der stå ”Kreditformidler: Udskiftning af ledelsesmedlem”.

Kreditformidlere betaler et årligt beløb til Finanstilsynet. Det følger af § 361, stk. 10, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed. Beløbet reguleres hvert år i forbindelse med finansloven. Beløbet i § 361, er i 2016 satser.

I december modtager din virksomhed en faktura, som dækker afgiften for det forgangne år.

Læs mere om betaling af afgifter.

På virksomhedens foranledning

Hvis din virksomhed ikke længere skal være registreret som kreditformidler, kan den afmeldes pr. mail til os på finanstilsynet@ftnet.dk

Afsenderen af mailen skal være tegningsberettiget i virksomheden – altså have ret til at repræsentere og handle på vegne af virksomheden. Hvis virksomhedens vedtægter kræver flere tegningsberettigede, skal de være cc. på mailen, så det fremgår, at de er informeret og involveret.

Vi sletter herefter registreringen hurtigst muligt og sender bekræftelse til virksomheden via digital post.

På Finanstilsynets foranledning

Finanstilsynet kan også slette registreringen af andre grunde, som fremgår af § 18 a, stk. 1:

  • hvis kreditformidleren ikke har udøvet virksomhed som kreditformidler senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har foretaget registreringen,
  • hvis kreditformidleren ikke har udøvet virksomhed som kreditformidler i en samlet periode på over 6 måneder,
  • hvis kreditformidleren er registreret på baggrund af urigtige eller vildledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis,
  • hvis kreditformidleren ikke længere opfylder betingelserne for registrering efter § 3 a, stk. 2
  • hvis kreditformidleren er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister eller
  • hvis kreditformidleren gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven, lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf.

Bemærk, at virksomheden skal betale fuld afgift for det kalenderår, hvor den som registreret har været under tilsyn af Finanstilsynet – også selvom registreringen ophører i løbet af året.

Artikel 3 i hvidvaskforordningen fastsætter, hvem der er omfattet af hvidvaskreglerne. Det er bl.a.:

k) kreditformidlere af realkreditlån og forbrugerkreditter, undtagen kreditinstitutter og finansieringsinstitutter med undtagelse af kreditformidlere, der udøver aktiviteter på en eller flere kreditgiveres eller kreditformidleres ansvar […]

Derudover er såkaldte finansieringsinstitutter også omfattet af hvidvaskreglerne, jf. artikel 3, nr. 2.

I artikel 2, nr. 6, defineres et finansieringsinstitut, og i litra h) fremgår det, at bl.a. følgende anses som et finansieringsinstitut:

en kreditformidler som defineret i artikel 4, nr. 5), i direktiv 2014/17/EU og i artikel 3, litra f), i direktiv 2008/48/EF, når denne besidder midler som defineret i artikel 4, nr. 25), i direktiv (EU) 2015/2366 i forbindelse med kreditaftalen, med undtagelse af en kreditformidler, der udfører aktiviteter på en eller flere kreditgiveres eller kreditformidleres ansvar […]

Hvidvaskforordningen finder anvendelse fra den 10. juli 2027.

Senest opdateret 05-05-2026