Påtale til Zealand Pharma A/S for ikke at have klassificeret intern viden korrekt

06-06-2023

Finanstilsynet har den 1. juni 2023 påtalt, at Zealand Pharma A/S (herefter Zealand Pharma) ikke klassificerede oplysninger om kontraktforhandlinger med Novo Nordisk A/S som intern viden før den 7. september 2022, jf. artikel 7, stk. 1, litra a, i markedsmisbrugsforordningen.

Fra maj 2022 til den 7. september 2022 indgik Zealand Pharma i forhandlinger med Novo Nordisk A/S om en globale licens- og udviklingsaftale for ZEGALOGUE® (dasiglucagon).

Zealand Pharma offentliggjorde en selskabsmeddelelse om indgåelse af den globale licens- og udviklingsaftale med Novo Nordisk A/S for ZEGALOGUE® (dasiglucagon) kl. 08.00 den 7. september 2022. Det fremgik af selskabsmeddelelsen, at aftalen vil give Zealand Pharma en betaling på op til DKK 290 mio. som omfatter forudbetaling, udvikling, regulering, fremstilling og salgsbaserede milepæle. Det var i meddelelsen angivet, at den indeholdt intern viden. Zealand Pharma havde ikke udsat offentliggørelsen af den interne viden.

Finanstilsynet bad i september 2022 Zealand Pharma om en redegørelse om intern viden i selskabsmeddelelse nr. 38/2022. Finanstilsynet modtog Zealand Pharma A/S’ redegørelse i oktober 2022. Efterfølgende bad Finanstilsynet om yderligere oplysninger og dokumentation for de afholdte møder. Selskabet har oplyst Finanstilsynet, at det ikke er i besiddelse af referater eller lignende fra forhandlingerne.

Zealand Pharma har oplyst til Finanstilsynet, at der er indgået fortrolighedsaftale i april 2022, der er foretaget due diligence i perioden april til august 2022, og forhandlingerne startede i maj 2022.  

Finanstilsynet vurderer, at oplysningen om den globale licens- og udviklingsaftale med Novo Nordisk A/S, der blev offentliggjort den 7. september 2022, udgjorde intern viden senest den 1. september 2022, idet due diligence på dette tidspunkt var afsluttet. Efter due diligence var parterne villige til at fortsætte forhandlingerne, hvorfor Finanstilsynet vurderer, at der senest den 1. september 2022 forelå klare indikationer på, at begge parter var interesserede i at indgå en aftale. Senest på dette tidspunkt kunne aftalen derfor med rimelighed forventes at blive en realitet, hvilket er kravet i reguleringen i forhold til, hvornår der skal ske klassifikation af intern viden. Det, at der kan være uenigheder undervejs i et forhandlingsforløb, medfører ikke, at der ikke er intern viden, og udsteder kan således ikke vente med at klassificere intern viden til det tidspunkt, hvor udstederen har vished for kontraktens underskrivelse. 

Finanstilsynet bemærker, at på baggrund af de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget, kan den intern viden være opstået i maj/juni 2022 afhængig af de konkrete forhandlinger. 

Zealand Pharma klassificerede oplysningerne som intern viden på underskrivelsesdatoen den 7. september 2022. Det var efter Finanstilsynets vurdering ikke korrekt, jf. artikel 7, stk. 1, litra a, i markedsmisbrugsforordningen.

 

Senest opdateret 06-06-2023