Sammenfatning og risikovurdering
Finanstilsynets vurdering af bankens nedskrivninger og stadieplacering byggede på en gennemgang af udvalgte forretningsgange og af udlån til 129 erhvervskunder og 81 privatkunder. Finanstilsynet tog ved vurderingen også højde for de nedskrivninger i form af ledelsesmæssige skøn, som banken havde foretaget, og som var relevante for de pågældende udlån.
Finanstilsynet konstaterede, at banken for en del privatkunder manglede at konstatere objektiv indikation for kreditforringelse (OIK), og at nedskrivningerne for disse og andre privatkunder var for små.
Finanstilsynet vurderede dog, at nedskrivningerne, inkl. de ledelsesmæssige skøn, samlet set virkede nødvendige og tilstrækkelige.
For de udvalgte privatkunder var den typiske årsag til mernedskrivningerne, at banken manglede at konstatere, at der var indtrådt OIK i form af kontraktbrud, betydelige økonomiske vanskeligheder og/eller lempelige vilkår. Banken fik påbud om at sikre, at den konstaterer OIK i henhold til regnskabsreglerne og herefter får foretaget en korrekt nedskrivning.
Finanstilsynet vurderede, at de manglende konstateringer af kontraktbrud bl.a. udsprang af, at bankens overtrækshåndtering ikke var betryggende. Banken fik påbud om at sikre en overtræksadministration, der lever op til kravene i bilag i 1 til ledelsesbekendtgørelsen og bilag 10 til regnskabsbekendtgørelsen.