Redegørelse om undersøgelse af Formue- & Investeringspleje A/S, Fondsmæglerselskabs risikovurdering på hvidvaskområdet

07-07-2021

Finanstilsynet foretog i sidste kvartal af 2020 en undersøgelse af Formue- & Investeringspleje A/S, Fondsmæglerselskabs (herefter ”virksomheden”) risikovurdering på hvidvaskområdet. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række fondsmæglerselskaber.

 

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden tilbyder skønsmæssig porteføljepleje og investeringsrådgivning til private, selskaber og fonde, hovedsageligt baseret på en helhedsrådgivning af kunderne. Virksomheden foretager udelukkende transaktioner på kundernes vegne via danske banker, som administrerer kundernes portefølje, og der investeres i investeringsforeninger, enkeltaktier og enkeltobligationer.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav til normal vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. Virksomhedens forretningsmodel nedbringer risikoen ved, at kunderne skal oprette en depotkonto i egen bank, og virksomheden herefter vil foretage investeringer på baggrund af en instruks, som sendes til depotbanken. Virksomheden har dermed ikke adgang til kundemidler. 

Undersøgelsen har givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner i relation til virksomhedens risikovurderingen.

Virksomheden får således påbud om at revidere sin risikovurdering, så den i højere grad inddrager og bruger de nationale risikovurderinger, når virksomheden skal identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden bliver brugt til henholdsvis hvidvask og finansiering af terrorisme. 

 

Senest opdateret 07-07-2021