Resumé af afgørelse om påtale til Harboes Bryggeri A/S vedr. årsrapporten for 2018/19

05-01-2021

Erhvervsstyrelsen har som led i regnskabskontrollen med de børsnoterede virksomheder foretaget en gennemgang af årsrapporten for 2018/19 for Harboes Bryggeri A/S. Årsrapporten er aflagt efter International Financial Reporting Standards som godkendt af EU og yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede virksomheder.

Virksomheden har i ledelsesberetningen omtalt udviklingen i virksomhedens afsætning af henholdsvis drikkevarer og ingredienser. Virksomheden har oplyst til styrelsen, at produkterne sælges til forskellige kundetyper, da drikkevarer sælges til detailforretninger, mens ingredienser indgår i andre produkter, som fremstilles af blandt andet fødevarevirksomheder.

Virksomheden har ikke i årsrapporten præsenteret en fordeling af omsætningen på de to områder. I henhold til IFRS 15, afsnit 114, skal omsætningen opdeles i kategorier, der afspejler, hvordan arten og størrelsen af, tidspunktet for samt usikkerheden forbundet med omsætningen og pengestrømme påvirkes af økonomiske faktorer.

Det fremgår af IFRS 15, afsnit B89, at blandt andet forskellige markeder og kundetyper er eksempler på forskellige kategorier, som det kan være hensigtsmæssigt at anvende.
Virksomheden har i årsrapporten for 2019/20 fordelt omsætningen på de to områder drikkevarer og ingredienser, hvorfor styrelsen påtalte overtrædelsen. 

Senest opdateret 05-01-2021