Kontrol af A/S Vinderup Banks årsrapport for 2008

23-10-2009

Regnskabsregler: § 85, stk 2., Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl., Bekendtgørelse nr. 1265 af 26. oktober 2007
Dokument type: Årsrapport 2008
Regnskabsår: 2008
Afgørelsesdato: 19/10-2009

 

Indledning

Finanstilsynet har foretaget kontrol af A/S Vinderup Banks årsrapport for 2008. Dette er sket som led i den kontrol af finansielle virksomheders årsrapporter, som Finanstilsynet på Fondsrådets vegne udfører i medfør af § 83, stk. 2, i lov om værdipapirhandel.


 

Fondsrådets afgørelse

Det er Fondsrådets vurdering, at A/S Vinderup Banks’ årsrapport for 2008 indeholder nedenstående fejl.


1. Af årsrapporten fremgår det ikke, om banken indregner finansielle instrumenter på handelsdagen eller på afregningsdagen, jf. § 85, stk. 2, i regnskabsbekendtgørelsen.


På den baggrund skal Fondsrådet i medfør af § 197, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 83, stk. 2, i lov om værdipapirhandel påbyde A/S Vinderup Bank at udarbejde og offentliggøre supplerende / korrigerende information til årsrapporten for 2008 indeholdende nævnte oplysning. Den supplerende/korrigerende information skal revideres af bankens eksterne revisor.


Fondsrådet har konstateret en række øvrige forhold, der efter Fondsrådets vurdering såvel enkeltvis som samlet betragtes som lovlige fravigelser. Banken skal således behandle forholdene som fravigelser fra reglerne. Såfremt banken fortsætter med fravigelserne, skal den ved fremtidige regnskabsaflæggelser vurdere, om fravigelserne såvel enkeltvis som sammen med eventuelle andre fravigelser bliver en fejl.


 

Vurdering

1. Anvendt regnskabspraksis, indregningskriterier for finansielle instrumenter


I bankens årsrapport fremgår det ikke, om banken indregner finansielle instrumenter på handelsdagen eller på afregningsdagen, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 85, stk. 2.


I høringssvar af 15. september 2009 oplyser banken, at banken på statustidspunktet 31.12.2008 havde 2 ikke afsluttede handler, der begge var på beholdning af egne aktier. Nettopositionen var af ubetydelig størrelse og ville kun have påvirket egenkapitalen marginalt.


Da regnskabsbruger ikke er bekendt med de af banken fremkomne oplysninger, og da regnskabsbekendtgørelsen § 85. stk. 2, specifikt stiller krav om, at det skal oplyses, hvorvidt virksomheden indregner på handelsdagen eller på afregningsdagen, og dette oplysningskrav er gældende for alle kreditinstitutter, er det Fondsrådets vurdering, at den manglende oplysning er en fejl, selv om der efter det oplyste alene er tale om 2 uafviklede handler med en lille nettoposition på tkr. 19.


Se hele sagsfremstillingen og afgørelsen her (pdf)


 

Senest opdateret 23-10-2009