Inspektionsredegørelse

Redegørelse om inspektion af aktivt ejerskab i Industriens Pensionsforsikring A/S

24-09-2026

Finanstilsynet gennemførte i april 2026 en inspektion med fokus på udøvelsen af aktivt ejerskab i Industriens Pension.

Formålet var at undersøge, om Industriens Pension oplyser tilstrækkeligt om aktivt ejerskab i sin politik, og om der er overensstemmelse mellem virksomhedens oplysninger til dens medlemmer om anvendelsen af aktivt ejerskab og virksomhedens faktiske udøvelse.

Inspektionen havde fokus på tre centrale områder for aktivt ejerskab:

  • Overvågning af selskaber, herunder særligt ikkefinansielle resultater, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse
  • Dialog med selskaber
  • Udøvelse af stemmerettigheder i selskaber.

Under inspektionen blev Finanstilsynet desuden opmærksom på forhold vedrørende god ledelsespraksis, som blev inddraget i undersøgelsen.

Inspektionens centrale konklusioner

På baggrund af inspektionen har Finanstilsynet identificeret to områder, som har givet anledning til tilsynsreaktioner.

Oplysninger om interessekonflikter

Virksomhedens politik for aktivt ejerskab indeholder ingen beskrivelse af interessekonflikter, ligesom virksomheden ikke har styringsdokumenter, der beskriver, hvordan den håndterer interessekonflikter i forbindelse med aktivt ejerskab. Virksomheden har heller ikke offentliggjort nogen begrundelse for, hvorfor kravet ikke følges.

Uden disse oplysninger har medlemmerne ikke den nødvendige sikkerhed for, at virksomheden har taget stilling til risikoen for faktiske og potentielle interessekonflikter eller har etableret processer til at håndtere dem.

Virksomheden har derfor fået påbud om at sikre, at politikken opfylder oplysningskravene, herunder indeholder oplysninger om, hvordan faktiske og potentielle interessekonflikter håndteres i forbindelse med aktivt ejerskab[1]. Virksomheden skal desuden etablere metoder og dokumenterede processer, som sikrer gennemførelsen heraf[2].

Ønsker virksomheden ikke at følge oplysningskravene, skal den på sin hjemmeside offentliggøre en klar og begrundet redegørelse herfor[3].

God ledelsespraksis

Finanstilsynet blev under inspektionen opmærksom på, at virksomheden ikke har tilstrækkelige metoder og processer til at sikre, at de underliggende investeringer i de af deres produkter, der oplyser i henhold til artikel 8 i disclosureforordningen (SFDR), opfylder kravet om god ledelsespraksis.

Finanstilsynet finder det ikke dokumenteret, at virksomheden har taget stilling til, hvad den vurderer som brud på god ledelsespraksis, herunder fastsat klare kriterier for, hvornår en investering ikke kan indgå i produktet.

Det medfører en risiko for, at produktet indeholder selskaber, der bryder med god ledelsespraksis på ubestemt tid.

Virksomheden har derfor fået påbud om at have tilstrækkelige metoder og dokumenterede processer, der sikrer, at investeringsmodtagende selskaber følger god ledelsespraksis[4].



[1] jf. lov om forsikringsvirksomhed, § 176, stk. 2, nr. 6

[2] Jf. ledelsesbekendtgørelsen for forsikringsselskaber, § 14, stk. 2, nr. 2

[3] jf. lov om forsikringsvirksomhed, § 176, stk. 5

[4] Jf. disclosureforordningen (SFDR), artikel 8, stk. 1, og ledelsesbekendtgørelsen for forsikringsselskaber, § 14, stk. 2, nr. 2