Virksomhedens forretningsmodel består i at tilbyde finansiering af biler (finansiel leasing) for både privat- og erhvervskunder.
Inspektionen havde fokus på virksomhedens risikovurdering, kundekendskabsprocedurer, herunder risikoklassificering af kunder og skærpede kundekendskabsprocedurer, samt virksomhedens overvågning af kunder, herunder virksomhedens overholdelse af undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligterne.
Inspektionens centrale konklusioner
Virksomhedens risikovurdering er meget mangelfuld og inddrager ikke relevant dokumentation for virksomhedens vurderinger. Risikovurderingen inddrager desuden ikke Den Nationale og Den Supranationale Risikovurdering for henholdsvis hvidvask og terrorfinansiering.
Der er hermed en risiko for, at virksomheden ikke i tilstrækkeligt omfang identificerer, vurderer og forstår den iboende risiko for, at den kan blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering. Hermed er der også en risiko for, at virksomheden ikke kan tilpasse sine foranstaltninger i hvidvaskpolitikken og dermed kan blive anvendt til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Virksomheden har derfor fået påbud om at revidere sin risikovurdering, således at den i tilstrækkeligt omfang identificerer og vurderer risikoen for, at virksomheden kan blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme[1].
Virksomheden har ikke etableret tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre, at en medarbejder kan misbruge sin stilling.
Der er hermed en risiko for, at en medarbejder, der skal gennemføre kundekendskabsprocedurer på en nærtstående eller på sig selv, ikke kan forholde sig objektivt til eventuelle risikofaktorer.
Virksomheden har derfor fået påbud om at sikre sig mod, at en medarbejder eller ejer kan misbruge sin stilling. Virksomheden skal således indarbejde procedurer og interne kontroller, der forhindrer, at medarbejdere eller ejere gennemfører eller godkender kundekendskabsprocedurer, foretager undersøgelser eller eventuelle underretninger vedrørende sig selv eller nærtstående[2].
Virksomheden har ikke gennemført tilstrækkelige foranstaltninger til at kontrollere identiteten af den eller de reelle ejere bag dens erhvervskunder.
Der er hermed en risiko for, at virksomheden ikke med sikkerhed får identificeret de rette reelle ejer og dermed ikke har tilstrækkeligt kendskab til kunderne. Der er hermed også en risiko for, at virksomheden ikke kan foretage en effektiv screening for højrisikopersoner.
Virksomheden har derfor fået påbud om at kontrollere kunders identitetsoplysninger på baggrund af oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde. Herudover skal virksomheden identificere erhvervskunders reelle ejere og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere disses identitet. Virksomheden skal desuden sikre, at den opbevarer oplysninger indhentet i forbindelse med opfyldelse af kravene i hvidvasklovens kapitel 3, herunder identitets- og kontroloplysninger og kopi af forevise legitimationsdokumenter[3].
Virksomheden har ikke i tilstrækkeligt omfang dokumenteret, at de relevante forhold i forbindelse med etablering af kundeforhold er undersøgt og vurderet. Herudover har virksomheden ikke i tilstrækkelig grad undersøgt midlernes oprindelse.
Der er hermed en risiko for, at virksomheden ikke har tilstrækkeligt kendskab til sine kunder og tilstrækkelig indsigt i forretningsforbindelsens risikoprofil, herunder midlernes oprindelse. Virksomheden skal i sin overvågning af kundeforhold bruge viden om kunden samt om forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed til at afgøre, om en specifik transaktion eller aktivitet er usædvanlig for kunden.
Virksomheden har derfor fået påbud om at vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed, herunder hvor relevant undersøge midlernes oprindelse[4].
Virksomheden har ikke inddraget alle relevante risikofaktorer i risikovurderingen af kunderne.
Der er dermed risiko for, at virksomheden ikke er opmærksom på samtlige hvidvaskrisici forbundet med kundeforholdene. Der er dermed også risiko for, at virksomheden ikke kan fastlægge mitigerende foranstaltninger og tilrettelægge en passende overvågning.
Virksomheden har derfor fået påbud om at sikre, at alle relevante risikofaktorer indgår i risikovurderingen af kunderne, herunder om forretningsforholdet eksisterer under usædvanlige omstændigheder og involvering af højrisikobrancher. Virksomheden skal desuden gennemgå alle eksisterende kundeforhold på ny, således at kunderne risikovurderes på baggrund af en konkret og dokumenteret vurdering, hvor alle relevante risikofaktorer inddrages[5].
Virksomheden undersøger ikke mistænkelige transaktioner eller andre usædvanlige forhold forbundet med kundeforholdene, og den undersøger ikke kontanttransaktioner.
Utilstrækkelige undersøgelser af usædvanlige aktiviteter og usædvanlige transaktioner, herunder manglende overvågning af kontanttransaktioner, indebærer en risiko for, at virksomheden ikke får identificeret og underrettet om transaktioner og forhold, der har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Der er hermed også risiko for at virksomheden ikke kan foretage tilstrækkelig underretning til Hvidvasksekretariatet, hvilket har stor betydning for, at politiet eller andre myndigheder kan gribe ind overfor kriminalitet.
Virksomheden har derfor fået påbud om at undersøge alle usædvanlige aktiviteter og alle transaktioner, der er komplekse, usædvanligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål. For kontanttransaktioner og undersøgelser foretaget i perioden 1. januar 2023 til 1. marts 2026 skal virksomheden, for aktive kunder, på ny undersøge disse. Hvis virksomheden har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, skal virksomheden omgående underrette Hvidvasksekretariatet[6].
Virksomhedens ledelse har ikke modtaget tilstrækkelig undervisning i kravene i hvidvaskloven og regler udstedt i medfør heraf.
Der er hermed en risiko for, at virksomhedens ledelse ikke har det nødvendige kendskab til de pligter, der gælder på hvidvaskområdet. Dette medfører en risiko for, at virksomheden ikke i tilstrækkelig grad identificerer, vurderer og håndterer risikoen for, at den kan blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering
Virksomheden har derfor fået påbud om at sikre, at ledelsen og eventuelt kommende ansatte har modtaget tilstrækkelig undervisning i kravene i hvidvaskloven og regler udstedt i medfør heraf[7].
[1] Hvidvasklovens § 7, stk. 1
[2] Hvidvasklovens § 8, stk. 1
[3] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 2 og § 11, stk. 1, nr. 3, 1. og 2. pkt. samt § 30, stk. 1, nr. 1
[4] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4
[5] Hvidvasklovens § 11, stk. 3
[6] Hvidvasklovens § 25, stk. 1 og § 26, stk. 1
[7] Hvidvasklovens § 8, stk. 6