Inspektionsredegørelse

Redegørelse vedrørende ordinær inspektion i European Maritime Finance A/S

26-03-2026

Finanstilsynet har i oktober 2025 gennemført en ordinær inspektion i European Maritime Finance A/S (”EMF”). Inspektionen har omfattet selskabets forretningsmodel, organisation, delegation af opgaver, porteføljepleje, risikostyring, compliance, værdiansættelse og interessekonflikter.

EMF har tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde med investeringsstrategier indenfor andre fonde. Selskabets forretningsmodel baserer sig på forvaltning af en enkelt alternativ investeringsfond (”AIF”), som er struktureret som en AIF-SIKAV. De underliggende afdelinger investerer i skibe.

EMF har kun i meget begrænset omfang fremlagt egentlige analyser, dokumentation af due diligence eller andet materiale udarbejdet som led i investeringsbeslutningerne. EMF har således ikke udført tilstrækkelig due diligence af risiciene knyttet til relevante investeringsprojekter. EMF har derfor fået et påbud om at sikre tilstrækkelig due diligence i forbindelse med udvælgelse og løbende tilsyn med investeringerne.

EMF har mangler i forhold til compliancefunktionen, som ikke foretager en tilstrækkelig og løbende overvågning af relevante compliancerisici eller kontroller af identificerede risikoområder. EMF har derfor fået et påbud om at tilføre ressourcer i compliancefunktionen for at sætte den i stand til at varetage sine ansvarsområder effektivt.

EMF har ikke etableret en effektiv risikostyringsfunktion. Selskabet har ikke en risikostyring, der identificerer, måler, styrer og overvåger de relevante risici på fondsniveau. Selskabet har bl.a. ikke fastsat kvalitative og kvantitative risikogrænser for dermed at kunne styre identificerede risici i fondene. Selskabet har derfor fået et påbud om at sikre en effektiv risikostyring i relation til de forvaltede fonde.

EMF har i forhold til værdiansættelse af fondens aktiver ikke en værdiansættelsespolitik og tilhørende forretningsgange, som omfatter alle væsentlige aspekter af værdiansættelsesprocessen samt værdiansættelsesprocedurer og -kontroller. EMF har derfor fået et påbud om at sikre en passende og veldokumenteret værdiansættelsesproces.

EMF har ikke identificeret og håndteret relevante interessekonflikter. Det gælder i forhold til den indgåede aftale om forvaltning af fondens midler mellem EMF og de eksterne investorer, hvor investorerne reelt ikke kan opsige denne. EMF har desuden ikke på tilstrækkelig vis håndteret interessekonflikten i forhold til tætte og vedvarende samarbejdspartnere. EMF har derfor fået et påbud om at identificere samtlige relevante interessekonflikter imellem EMF og de forvaltede fondsafdelinger og investorerne, hvor EMF skal fastsætte rimelige foranstaltninger.