Finanstilsynet registrerede Fuse Loyalty ApS, CVR-nr. 45210898, som udbyder af tjenester relateret til virtuelle aktiver (VASP) den 14. marts 2024. Den 23. december 2024 søgte Fuse Loyalty Finanstilsynet om tilladelse som kryptoaktivtjenesteudbyder[1]. Fuse Loyalty var dermed omfattet af en overgangsordning, hvorefter virksomheden kunne fortsætte med at udbyde kryptoaktivtjenester i 18 måneder efter den 30. december 2024, medmindre virksomheden i denne periode fik afslag på ansøgningen om tilladelse som kryptoaktivtjenesteudbyder[2].
Ved vurderingen af Fuse Loyaltys ansøgning har Finanstilsynet lagt vægt på virksomhedens manglende tilstedeværelse i Danmark. Finanstilsynet vurderer, at Fuse Loyalty ikke har dokumenteret tilstrækkelig tilstedeværelse i Danmark, idet størstedelen af virksomhedens ledelse er bosiddende udenfor Danmark, hvorfor Finanstilsynet ikke er betrygget i, at beslutningskompetencen er i Danmark.
En væsentlig del af Fuse Loyaltys aktiviteter er outsourcet til andre koncernenheder og trejdepartsvirksomheder udenfor Danmark og EU. Finanstilsynet finder det ikke dokumenteret, at der er sikret tilstrækkelige kompetencer og tiltag i det danske selskab til at varetage ansvaret og kontrollen med de outsourcede aktiviteter. Dette giver anledning til tvivl om, hvorvidt Fuse Loyalty har tilstrækkelig kontrol med den faktiske virksomhed i Danmark, og om virksomheden har reel drift og etablering i Danmark.
Finanstilsynet vurderer, at Fuse Loyalty ikke er tilstrækkeligt uafhængig af resten af koncernen. Det skyldes virksomhedens tætte forbindelse til andre koncernenheder, hvortil en betydelig del af dens aktiviteter et outsourcet sammenholdt med personsammenfald i ledelsen af det danske selskab og de koncernforbundne selskaber.
Finanstilsynet er derfor ikke betrygget i, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med Fuse Loyalty grundet den manglende tilstedeværelse. Finanstilsynet har derfor givet Fuse Loyalty afslag på ansøgningen[3]. Det betyder, at Fuse Loyalty skal ophøre sine aktiviteter fra datoen for afgørelsen.
Afgørelsen er truffet af Finanstilsynet efter forelæggelse for Finanstilsynets bestyrelse[4].
[1] jf. artikel 62 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver (MiCA)
[2] jf. § 17, stk. 6, i lov nr. 481 af 22. maj 2024
[3] jf. artikel 63, stk. 10, litra d, i MiCA, jf. § 332 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
[4] jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed