Inspektionsredegørelse

Redegørelse om inspektion af kreditområdet i Totalkredit A/S

23-06-2026

Finanstilsynet var i februar 2026 på inspektion i Totalkredit A/S. Inspektionen omhandlede kreditområdet med fokus på bevillinger af lån til privatkunder.

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet diverse politikker og forretningsgange på området samt en stikprøve på 30 eksponeringer.

Fokus på inspektionen, var at vurdere kvaliteten af Totalkredits bevillinger, der bliver indstillet hos de samarbejdende pengeinstitutter, herunder om Totalkredits bevillinger efterlevede kreditpolitikken.

Sammenfatning og risikovurdering

Kreditbevillingsprocessen i Totalkredit er i høj grad outsourcet til de samarbejdende pengeinstitutter. Dette medfører alt andet lige, at Totalkredit har et mindre kendskab til sine kunder, end hvis kundevurderingen skete i Totalkredit. Som realkreditinstitut har Totalkredit derudover i forvejen en begrænset indsigt i kundernes økonomi. Totalkredit skal derfor løbende være opmærksom på denne del af forretningsmodellen.

Finanstilsynet konstaterede i stikprøven, at der var flere sager med forældreopbakning i København og andre større byer, herunder sager hvor forældre er meddebitorer på lån ved børns boligkøb. Flere debitorer reducerer instituttets risiko, men øger kompleksiteten og risikoen for fejl ved bevilling af lån. Totalkredit bør løbende overvåge udviklingen og vurdere behovet for regler i kreditpolitikken.

Der blev ikke afgivet væsentlige tilsynsreaktioner i forbindelse med inspektionen.