Afgørelse

Politianmeldelse af EstatePartner Forvaltning ApS for forvaltning og markedsføring af alternative investeringsfonde til detailinvestorer uden tilladelse

24-06-2026

Finanstilsynet har den 24. juni 2026 anmodet National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en nærmere politimæssig efterforskning af EstatePartner Forvaltning ApS.

Politianmeldelsen vedrører overtrædelse af § 5, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF-loven). Sagen har været forelagt Finanstilsynets bestyrelse.

EstatePartner Forvaltning ApS har overtrådt § 5, stk. 1, i FAIF-loven ved i en længere periode at forvalte alternative investeringsfonde med detailinvestorer uden tilladelse i henhold til § 11, stk. 3, i FAIF-loven. Selskabet har derudover overtrådt forbuddet mod at markedsføre andele i alternative investeringsfonde overfor detailinvestorer i Danmark, jf. § 5, stk. 4, 1. pkt., i FAIF-loven.

Kravene i FAIF-loven om tilladelse til forvaltning og markedsføring af alternative investeringsfonde til detailinvestorer har til formål at beskytte investorernes rettigheder og sikre ensartede og rimelige forhold på området. Tilladelse indebærer, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med virksomheden, og medfører krav til selskabets ledelse, styring, kompetencer, virksomhedens indretning, kapitalforhold, depositar og oplysningsforpligtelser overfor investorer.

Ved at forvalte og markedsføre alternative investeringsfonde uden de nødvendige tilladelser har EstatePartner Forvaltning ApS ikke sikret, at detailinvestorer var omfattet af denne beskyttelse.   

Baggrund for politianmeldelsen

Finanstilsynet traf den 6. marts 2024 en afgørelse om, at EstatePartner Forvaltning ApS’ aktiviteter udgør ulovlig FAIF-virksomhed og påbød selskabet at lovliggøre forholdet.

EstatePartner klagede over afgørelsen til Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet besluttede den 21. maj 2024, at klagen ikke fik opsættende virkning, og har ved kendelse den 27. april 2026 tiltrådt Finanstilsynets afgørelse af 6. marts 2024.

Påbuddet er imidlertid endnu ikke blevet efterlevet. Finanstilsynet vurderer, at overtrædelsens karakter udgør en særlig grov overtrædelse af § 5, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., i FAIF-loven. Det skyldes bl.a. at investorbeskyttelsen for detailinvestorer er væsentligt svækket som følge af forholdet ligesom selskabet omgår Finanstilsynets mulighed for at føre tilsyn med selskabet. Det er på den baggrund besluttet af politianmelde selskabet.

EstatePartner Forvaltning ApS har oplyst, at en række tidligere indgåede aftaler er overdraget til EPF Administration ApS, som har samme ledelse og majoritetsejere. Dette selskab har imidlertid heller ikke den nødvendige tilladelse i henhold til § 5, stk. 1, i FAIF-loven. Overdragelsen ændrer således ikke på sagens omstændigheder.