ACM Forvaltning A/S har udarbejdet og offentliggjort centrale investordokumenter (PRIIP KID) for sine alternative investeringsfonde uden at sikre, at dokumenterne lever op til gældende regler vedrørende indhold og format. PRIIP KIDs indeholder ikke de påkrævede resultatscenarier, idet stressscenariet mangler, og de fordelagtige resultater fremhæves på bekostning af de ufordelagtige. Selskabet har desuden markedsført forventede afkast beregnet efter en anden metode end den lovfastsatte metode[1], hvilket ikke er i overensstemmelse med reglerne.
PRIIP KIDs skal være nøjagtige, redelige, klare og ikke vildledende. De skal indeholde mindst fire resultatscenarier, herunder et stressscenarie, og præsentere resultaterne afbalanceret iht. fondens risiko- og afkastprofil. Forventede afkast skal beregnes og præsenteres efter den lovfastsatte metode. Forvaltere skal have processer og styringsdokumenter, der sikrer, at dokumentationen og markedsføringen lever op til disse krav.
Finanstilsynet har derfor påbudt ACM Forvaltning A/S at have processer og styringsdokumenter for PRIIP KID, som sikrer, at selskabets centrale investordokumentation til enhver tid er nøjagtig, redelig, klar og ikke vildledende.[2]
Finanstilsynet har også påbudt ACM Forvaltning A/S at anvende den lovfastsatte metode til beregning og præsentation af forventede afkast for sine fonde samt at fjerne vildledende markedsføring, der anvender andre beregningsmetoder på bekostning af den lovfastsatte metode.[3]