Inspektionsredegørelse

Redegørelse om hvidvaskinspektion i Copenhagen Infrastructure Partners

19-06-2026

Finanstilsynet var den 11. marts 2026 på inspektion i Copenhagen Infrastructure Partners.

Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet og omfattede følgende områder:

·         Virksomhedens risikovurdering vedrørende hvidvask og terrorfinansiering

·         Virksomhedens organisering på hvidvaskområdet

·         Virksomhedens politikker, forretningsgange og interne kontroller i henhold til hvidvaskloven

·         Virksomhedens kundekendskab

·         Virksomhedens overvågning af kunder samt undersøgelser af alarmer og underretning til Hvidvasksekretariatet

Virksomheden er en dansk alternativ investeringsfondsforvalter, der specialiserer sig i investeringer i vedvarende energiinfrastruktur. Forretningsmodellen består i at rejse kapital fra investorer og placere den i energiprojekter med en langsigtet afkastprofil. Investorerne tilbydes adgang til store, langsigtede energiinfrastrukturinvesteringer via lukkede alternative investeringsfonde, hvor investorerne forpligter sig til at stille med kapital, som gradvist indkaldes af virksomheden over den pågældende fonds investeringsperiode. Der er primært tale om lukkede fonde, hvor investeringerne har en løbetid på 10-20 år uden mulighed for indløsning i perioden. Virksomheden administrerer også én åben, semi-likvid fond (CIP GET), der investerer i andre CIP-fonde.

Kunderne består hovedsageligt af professionelle og institutionelle investorer, herunder pensionskasser, forsikringsselskaber, banker, offentlige institutioner, fonde, fagforeninger, enkelte velhavende privatpersoner og medarbejdere hos virksomheden.

Inspektionen gav ikke anledning til tilsynsreaktioner.