Inspektionsredegørelse

Redegørelse om inspektion i Saxo Bank A/S om hensigtsmæssighedsvurdering og produktstyring

06-07-2026

Finanstilsynet gennemførte i marts 2026 en funktionsinspektion i Saxo Bank A/S med fokus på bankens produktstyring og hensigtsmæssighedsvurdering af kunder.

Kravene til produktstyring indebærer, at pengeinstitutter skal have ordninger, der sikrer, at de finansielle produkter, instituttet udbyder, er forenelige med målgruppens behov og karakteristika mv. Det skal sikre, at pengeinstitutterne kun udbyder og anbefaler produkter, når det er i kundens interesse.

Ifølge kravene til hensigtsmæssighedsvurdering skal pengeinstitutter ved salg af komplekse produkter uden rådgivning indhente oplysninger om kundens kendskab og erfaring. På den baggrund skal pengeinstitutterne vurdere, om det pågældende produkt er hensigtsmæssigt for kunden og, hvis ikke, gøre kunden opmærksom herpå.

Inspektionen indgik i en temainspektion, hvor fire pengeinstitutter blev undersøgt.

Sammenfatning og risikovurdering

Bankens forretningsmodel er kendetegnet ved en høj risikoprofil og et højt udbud af komplekse og risikofyldte finansielle produkter til detailinvestorer gennem handel uden rådgivning. Derfor er bankens tilgang til hensigtsmæssighedsvurderinger central for at beskytte og oplyse kunder, som investerer gennem banken.

Inspektionen viste, at bankens ledelsesrapportering og analyse af salg af produkter til kunder udenfor målgruppen ikke er tilstrækkeligt retvisende til, at banken kan følge op og indføre foranstaltninger, som begrænser sådanne fejlsalg. Det indebærer en risiko for, at banken f.eks. sælger risikofyldte produkter til kunder, som har en begrænset risikovillighed.

Finanstilsynet har derfor påbudt banken at styrke sin produktstyring, så banken retvisende kan måle salget til kunder, der er udenfor produkternes målgruppe, følge op på fejlsalg og sikre, at produkterne bliver solgt til den rette målgruppe[1].



[1] Jf. bekendtgørelse om produktgodkendelsesprocedurer (BEK nr. 245 af 07/03/2023) § 17, stk. 1 og 5.