Kun godkendte revisorer må afgive erklæringer om årsrapporten
Virksomhedens redegørelse for samfundsansvar fremgår i en selvstændig rapport på virksomhedens hjemmeside, benævnt ”Sustainability Report 2023”.
Styrelsen konstaterede, at redegørelsen for samfundsansvar indeholdt en erklæring afgivet af en ekstern part vedrørende udvalgte ESG-data. Personen, der har underskrevet erklæringen, er ikke godkendt revisor i revisorlovens forstand.
I henhold til den på tidspunktet gældende årsregnskabslovs § 135 b, stk. 1, er det kun revisorer, som er godkendt i henhold til revisorloven, der kan afgive erklæringer på årsregnskaber og koncernregnskaber, som er omfattet af årsregnskabslovens § 135, stk. 1, 1. pkt. og afgive en udtalelse om ledelsesberetningen m.v., jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 7, 3. og 4. pkt. Dette gælder uanset, om erklæringen er medtaget på frivillig basis eller som følge af et lovgivningsmæssigt krav.
Det er styrelsens vurdering at, hvis der medtages en erklæring vedrørende oplysninger i redegørelsen for samfundsansvar fra en person, som ikke er godkendt revisor, er det i strid med årsregnskabslovens § 135 b, stk. 1.
Formålet med årsregnskabslovens § 135 b er, at regnskabsbrugerne ikke foranlediges til at tro, at erklæringen er afgivet af en godkendt revisor, med den tillid dette indebærer.
Selv om virksomhedens revisor har udført den lovpligtige kontrol af, at oplysningerne i ledelsesberetningen om samfundsansvar er i overensstemmelse med års- og koncernregnskabet, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 7, er dette ikke ensbetydende med, at andre tillige kan afgive erklæringer til hele eller dele af redegørelsen for samfundsansvar.
I virksomhedens redegørelse for samfundsansvar står der: ”Independent assurance statement on selected ESG-data”, hvilket fremstår som en erklæring. Det fremgår desuden af afsnittet ”Intended users of this assurance statement“, at ”This Assurance Statement is provided with the intention of informing all NKT’s Stakeholders”.
Overskrifter i afsnittene; ”Nature of the assurance/verification”, “Assurance standards, type and level of assurance”, “Scope of assurance and reporting criteria”, “Statement of independence and competence”, “Adherence to GRI standards requirements” og “Adherence to GHG Protocol and ISO 14064-1” medvirker alle til, at bilaget samlet i form og indhold fremstår som en erklæring om forhold i årsrapporten.
Da virksomheden for årsrapporten 2024 er ophørt med at anvende en erklæring fra ikke godkendt revisor, har styrelsen valgt alene at påtale fejlen.