Afgørelse om fremadrettede påbud/påtaler til ChemoMetec A/S vedrørende årsrapport for 2022-2023 og halvårsrapport for 1. halvår 2023-2024

03-09-2025

Erhvervsstyrelsen har som led i regnskabskontrollen med børsnoterede virksomheder foretaget en kontrol af årsrapporten for 2022-2023 og halvårsrapporten for 1. halvår 2023-2024. Koncernregnskabet og modervirksomhedens årsregnskab er aflagt efter IFRS samt yderligere danske oplysningskrav for børsnoterede virksomheder.

Vedrørende virksomhedens årsrapport for 2022-2023 og halvårsrapport for 1. halvår 2023-2024 har styrelsen konstateret overtrædelser af IFRS.

Derfor har Erhvervsstyrelsen påbudt ChemoMetec A/S fremadrettet i kommende årsrapporter (og hvor det er relevant ligeledes delårsrapporter) at korrigere følgende fejl:

  1. ChemoMetec kan ikke anvende betegnelsen ”Vareforbrug” i resultatopgørelsen, når virksomheden anvender den artsopdelte resultatopgørelse, jf. IAS 1, afsnit 99 samt 102 sammenholdt med 103. Dette skyldes, at posten i dette tilfælde ikke er udtryk for virksomhedens omkostninger til at fremstille de varer og ydelser, som indgår i årets omsætning. I stedet består posten af ”Ændring i lagre af færdigvarer og varer under fremstilling” samt ”Forbrugte råvarer og hjælpematerialer”. Disse poster skal i øvrigt enten præsenteres i resultatopgørelsen eller i en note, jf. IAS 1, afsnit 99 og 105.
  2. Oplysninger om EBIT og segmentaktiver for de fire driftssegmenter på side 74 i koncernregnskabet for 2022-2023 var allokeret forholdsmæssigt ud fra de enkelte segmenters omsætning, hvilket ikke er et rimeligt grundlag. Bogføringen indeholder således ingen opdeling af omkostninger, aktiver m.v. på de fire driftssegmenter. Allokeringen udgør derfor en overtrædelse af IFRS 8, afsnit 25, jf. IAS 1, afsnit 17(b). I halvårsregnskabet for 1. halvår 2023-2024 mangler oplysninger om de enkelte segmenters resultater, aktiver og forpligtelser, hvilket er en overtrædelse af IAS 34, afsnit 16A(g)(iii-iv). ChemoMetec har oplyst til styrelsen, at virksomheden ikke er omfattet af kravene om oplysninger om driftssegmenter, da der ikke sker rapportering til den øverste ledelse på segmentniveau. Derfor vil virksomheden fremover ikke give disse oplysninger. Erhvervsstyrelsen har ikke bemærkninger hertil.
  3. Manglende oplysninger om, at den altovervejende del af virksomhedens omsætning kan henføres til eksterne kunder fra samtlige fremmede lande (udlandet). Dette udgør en overtrædelse af IFRS 8, afsnit 33(a).

Erhvervsstyrelsen har ikke gennemført en kontrol af ChemoMetecs årsrapport for 2023-2024 eller halvårsrapport for 1. halvår 2024-2025. Erhvervsstyrelsen bemærker dog, at fejlene i pkt. 1-3 ovenfor også forekommer i årsrapporten for 2023-2024 henholdsvis halvårsrapporten for 1. halvår 2024-2025. Derfor har styrelsen grundlag for at give ovennævnte påbud vedrørende disse fejl. 

Derudover påtaler Erhvervsstyrelsen følgende fejl:

  1. Virksomheden har i halvårsrapporten for 1. halvår 2023-2024 oplyst, at 0 mio. kr. af ChemoMetecs varebeholdninger forventes realiseret efter mere end 12 måneder, uagtet at det korrekte beløb er 50 mio. kr. Dette er en overtrædelse af IAS 1, afsnit 61.
  2. I årsrapporten for 2022-2023 havde virksomheden foretaget en ændring i et regnskabsmæssigt skøn, hvilket medførte indregning af en større andel af produktionspersonalets løn i varelageret/vareforbruget. Dette fremgik ikke af koncern- og årsregnskabet. Dette udgør en overtrædelse af IAS 8, afsnit 39.
  3. Virksomheden oplyste i note 1 i halvårsrapporten for 1. halvår 2023-2024 at delårsrapporten er aflagt efter samme regnskabspraksis som i den seneste årsrapport, selvom virksomheden i henhold til note 3 havde foretaget en ændring i anvendt regnskabspraksis. Dette udgør en overtrædelse af IAS 34, afsnit 16A(a).