Banken har ikke sikret, at opt-up professionelle investorers viden og erfaring dækker over alle relevante produktkategorier.
Under MiFID II kan en kunde, som normalt anses for at være en detailkunde, vælge at blive klassificeret som professionel kunde, hvis visse betingelser er opfyldt. Hvis kunden lever op til kravene, kan kunden få adgang til at handle mere komplekse finansielle produkter, men får samtidig et lavere beskyttelsesniveau end detailkunder. Fejlagtig kategorisering af detailinvestorer som opt-up professionelle investorer kan derfor medføre, at kunderne ikke opnår den investorbeskyttelse, de har krav på, herunder at kunder får adgang til at handle produkter, som ikke er egnet for dem.
Banken har fulgt op på genbehandlingen med både standardiserede og individuelle henvendelser til de berørte kunder. Banken har dog ikke systematisk informeret om betydningen af fejlkategoriseringen for niveauet af investorbeskyttelse eller gjort kunder opmærksomme på eventuelle uegnede produkter, som de har været eksponeret overfor. Tilsvarende er bankens planlagte genbehandling trukket ud.
Finanstilsynet påbyder derfor banken at sikre, at alle opt-up professionelle investorer opfylder kravene hertil, samt at berigtige fejlkategoriseringen over for de berørte kunder[1]. Banken skal informere de berørte kunder om fejlkategoriseringens betydning, herunder at kunden ikke har modtaget det investorbeskyttelsesniveau, de har krav på.
[1] Jf. § 18, stk. 2, i bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.