Finanstilsynet har den 13. november 2025 påtalt, at Nilfisk Holding A/S ikke har overholdt pligten til at indberette oplysninger om ændringer i storaktionærs besiddelse af stemmerettigheder og aktiekapital i Nilfisk Holding A/S.
En udsteder af aktier skal efter modtagelsen af en storaktionærmeddelelse i henhold til §§ 38-40 i lov om kapitalmarkeder (herefter ”KML)” offentliggøre indholdet heraf. Offentliggørelsen skal ske efter modtagelsen af meddelelsen, dog senest tre hverdage herefter, jf. § 30 i KML. Samtidig med offentliggørelsen af meddelelsens indhold, skal udstederen indberette oplysningerne til Finanstilsynet, jf. § 25 i KML.
Storaktionæren indberettede den 8. april 2025 en meddelelse til Finanstilsynet om ændringer i besiddelsesforholdet, som Nilfisk Holding A/S offentliggjorde i selskabsmeddelelse no. 10/2025 af den 10. april 2025. Nilfisk Holding A/S indberettede derimod ikke umiddelbart oplysningerne til Finanstilsynet og indberettede først oplysningerne, efter at Finanstilsynet gjorde selskabet opmærksom på overtrædelsen.
Afgørelsen er truffet under hensyn til, at der er tale om gentagelsestilfælde.