Advarsel om klonvirksomheds misbrug af navnet Linconomy ApS

17-03-2025

Finanstilsynet udsender advarsel mod klonvirksomheds misbrug af navnet Linconomy ApS.

Finanstilsynet har modtaget oplysninger om, at en klonvirksomhed misbruger det danske selskab Linconomy ApS’ navn til at tilbyde investeringsservices.

Klonvirksomheden benytter navnet Linconomy Invest og har hjemmesiden www.linconomyinvest.com. Ifølge hjemmesiden har virksomheden adresse i Danmark. Virksomheden har ikke tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark.

Hvis man benytter en investeringsplatform uden tilladelse til at handle med finansielle instrumenter, er man ikke sikret investorbeskyttelse. Det betyder bl.a., at man ikke kan klage til hverken Det finansielle ankenævn eller Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber, samt at investeringerne ikke er dækket af Garantiformuen. Det er derfor usandsynligt, at man får sine penge tilbage, hvis der opstår problemer.

I Finanstilsynets virksomhedsregister er der oplysninger om, hvilke selskaber der har tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynets hjemmeside indeholder også information om identificering af svindelvirksomheder, og hvorledes man kan undgå sådanne, under undgå bedrageri.

Senest opdateret 17-03-2025