Advarsel mod TD365.com

28-02-2025

Finanstilsynet udsender advarsel mod at investere gennem virksomheden TD365.com.

Finanstilsynet er blevet opmærksom på, at dansktalende finfluencere (influencere, der via de sociale medier og hjemmesider deler deres råd, mening og viden om investering) opfordrer deres følgere til at investere gennem TD365.com’s investeringsplatform.

Virksomheden anvender hjemmesiden www.td365.com og går også under navnet Trade Nation Ltd.

Virksomheden har ikke tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Hvis man benytter en investeringsplatform uden tilladelse til at handle med finansielle instrumenter, er man ikke sikret investorbeskyttelse. Det betyder bl.a., at man ikke kan klage til hverken Det finansielle ankenævn eller Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber, samt at investeringerne ikke er dækket af Garantiformuen. Det er derfor usandsynligt, at man får sine penge tilbage, hvis der opstår problemer.

I Finanstilsynets virksomhedsregister er der oplysninger om, hvilke selskaber der har tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynets hjemmeside indeholder også information om identificering af svindelvirksomheder, og hvorledes man kan undgå sådanne, under undgå bedrageri.

Senest opdateret 28-02-2025