Sammenfatning af risikovurdering
IBM Pensionsfond havde ultimo 2023 ca. 1.150 medlemmer, hvoraf hovedparten var pensionsmodtagere. Pensionskassen optager ikke nye medlemmer. Pensionskassens medlemmer har ydelsesdefinerede pensionsordninger uden pristalsregulering.
Pensionskassens investeringstilgang er at kunne levere et samlet afkast, som er tilstrækkeligt til at dække pensionsforpligtelserne, samt at sikre et solvensniveau, der er tilstrækkeligt til at absorbere både finansiel og ikke-finansiel risiko.
Registrerede aktiver
En firmapensionskasse skal have tilstrækkelige egnede aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst skal svare til værdien af firmapensionskassens samlede pensionsmæssige hensættelser. Firmapensionskassen skal føre et register for at sikre tilstedeværelsen af aktiverne. Finanstilsynet konstaterede, at der i pensionskassens register indgår aktiver, som er stillet til sikkerhed for pensionskassens derivathandler, og som dermed ikke er frie og ubehæftede.
Pensionskassen har fået påbud om at opgøre de registrerede aktiver uden inddragelse af behæftede aktiver[1]. Pensionskassens opgørelser per 1. kvartal 2024 viser, at der efter fradrag af behæftede aktiver var tilstrækkelige aktiver i deres register til at dække deres pensionsmæssige hensættelser.
Finanstilsynet har desuden påbudt pensionskassen at sikre, at retningslinjer, forretningsgang mv. vedrørende registrerede aktiver understøtter, at registeret løbende opgøres uden inddragelse af behæftede aktiver eller med fradrag for behæftede dele, så det sikres, at der til enhver tid er tilstrækkelige aktiver, som kan tjene til fyldestgørelse af medlemsbestanden og de begunstigede[2].
[1] Lov om firmapensionskasser, § 49, stk. 1 og stk. 2, samt § 50.
[2] Lov om firmepensionskasser, § 49 og § 50, samt bekendtgørelse om ledelse og styring, § 8, stk. 1 og § 10, stk. 1.