Redegørelse om inspektion i American Express Europe Denmark, filial af American Express Europe S.A., Spanien (hvidvaskområdet)

22-01-2024

Finanstilsynet var i september 2023 på inspektion i American Express Europe Denmark, filial af American Express Europe S.A., Spanien (filialen). Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Inspektionen omfattede filialens kundekendskab og -overvågning, herunder af højrisikokunder og transaktioner samt filialens undersøgelse af alarmer og underretning til Hvidvasksekretariatet.

 

Risikovurdering og sammenfatning

American Express Europe Denmark, filial af American Express Europe S.A., Spanien, er en filial af det udenlandske betalingsinstitut, American Express Europe S.A. Filialen blev etableret i 2018 for derved at kunne udbyde betalingstjenester i Danmark.

Filialen har alene fokus på erhvervskunder, herunder større lokale, multinationale og globale kunder, der er etableret i Danmark. Filialen har ca. 500 erhvervskundeforhold.

Filialens forretningsmodel består i at facilitere betalingsløsninger i form af at tilbyde firmakort til brug for forretningsudgifter. Betalingsløsningerne anvendes af kundernes medarbejdere hovedsageligt til rejser, restauranter og logi. Filialen tilbyder herudover rejsekonto, der ikke var omfattet af inspektionen.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er mellem. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på filialens produkter og leveringskanaler samt eksponering mod højrisikotredjelande.

På baggrund af inspektionen er der et antal områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Filialen har fået en påtale for ikke at have gennemført kundekendskabsprocedurer i forbindelse med oprettelse af kundeforhold i perioden før 2018.[1]

Filialen har fået påbud om at udføre kundekendskabsprocedurer med passende intervaller i alle kundeforhold. Filialen skal i den forbindelse fremsende en plan for, hvornår den oparbejdede backlog kan være gennemgået.[2]

Filialen har fået en påtale for ikke at have orienteret Finanstilsynet om filialens backlog i relation til udførelse af kundekendskabsprocedurer med passende intervaller, hvilket har væsentlig betydning for Finanstilsynets tilsyn med filialen.[3]

Filialen har fået påbud om at gennemføre rimelige foranstaltninger for at klarlægge juridiske personers ejer- og kontrolstruktur, samt at notere de foranstaltninger, som filialen har iværksat for at identificere de reelle ejere.[4]

Filialen har fået påbud om at vurdere og i relevant omfang indhente oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed samt løbende at overvåge, om transaktionerne er i overensstemmelse med filialens viden om kunden.[5]

Filialen har fået påbud om at gennemføre tilstrækkelige skærpede kundekendskabsprocedurer samt yderligere risikobegrænsede foranstaltninger i forbindelse med kunder, der gennemfører transaktioner, der involverer lande, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande. I den forbindelse skal filialen iværksætte en undersøgelse af de kundeforhold, der allerede har haft transaktioner til højrisikotredjelande med henblik på i givet fald at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer samt yderligere risikobegrænsede foranstaltninger.[6]


[1] Hvidvasklovens § 10, nr. 1 og § 11, stk. 4

[2] Hvidvasklovens § 10, nr. 1

[3] Hvidvasklovens § 49, stk. 1

[4] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3

[5] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4 og nr. 5

[6] Hvidvasklovens § 17, stk. 1 og § 17, stk. 3

 

Senest opdateret 22-01-2024