Risikovurdering og sammenfatning
Vexa Ejendomskreditselskab yder lån til alle former for fast ejendom i Danmark, herunder køb af bolig, andelsbolig eller sommerhus, lån i friværdi, omlægning af lån og lån til erhvervsejendomme. Lånene ydes med direkte sikkerheder tinglyst i ejendomme.
Efter, at virksomheden har indgået en aftale om et lån med en kunde og lånet er ydet, overdrages lånet og pantebrevet til eksterne parter eller til virksomhedens helt eller delvist koncernforbundne selskaber. Erhververne indtræder som ny kreditor på lånene. Efter overdragelsen ophører kundeforholdet med virksomheden.
Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller terrorfinansiering er lav. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på virksomhedens begrænsede produktudvalg, hvor virksomheden alene yder lån med sikkerhed i fast ejendom i Danmark til personer og virksomheder med tilknytning til Danmark. Endvidere har Finanstilsynet i sin vurdering lagt vægt på, at virksomheden videreoverdrager lånene umiddelbart efter indgåelse.
På baggrund af inspektionen har ingen områder givet anledning til tilsynsreaktioner.