Redegørelse om undersøgelse af Lån & Spar Bank A/S’ interne revisionsplaner

25-08-2024

Finanstilsynet igangsatte i januar 2024 en undersøgelse af Lån & Spar Bank A/S’ (banken) interne revisions planer på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet samt sanktionsområdet. Finanstilsynet indhentede i den forbindelse revisionsplan og den risikovurdering, der danner grundlag herfor, samt en redegørelse for, hvordan bankens interne revision udarbejder planer og prioriterer sit fokus indenfor hvidvask-, terrorfinansierings- og sanktionsområdet. Undersøgelsen har ikke omfattet, hvorvidt bankens interne revision har efterlevet sin plan i praksis.

Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række pengeinstitutter.

Risikovurdering og sammenfatning

Bankens forretningsmodel er baseret på traditionelle bankforretninger med en væsentlig koncentration i de større danske byer, herunder særligt i København og omegn. Banken har fokus på privatkunder og tilbyder som udgangspunkt kun indlånskonti og kreditter til erhvervsdrivende inden for nærmere afgrænsede segmenter, herunder liberale erhverv, forsyningsvirksomheder, kommuner m.fl.

Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er mellem til høj. Finanstilsynets vurdering er særligt baseret på de produkter, banken tilbyder.

Undersøgelsen har ikke givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

 

Senest opdateret 26-08-2024