Redegørelse om undersøgelse af Djurslands Bank A/S’ interne revisionsplaner

25-08-2024

Finanstilsynet igangsatte i januar 2024 en undersøgelse af Djurslands Bank A/S’ (banken) interne revisions planer på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet samt sanktionsområdet. Finanstilsynet indhentede i den forbindelse revisionsplan og den risikovurdering, der danner grundlag herfor, samt en redegørelse for, hvordan bankens interne revision udarbejder planer og prioriterer sit fokus indenfor hvidvask-, terrorfinansierings- og sanktionsområdet. Undersøgelsen har ikke omfattet, hvorvidt bankens interne revision har efterlevet sin plan i praksis.

Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række pengeinstitutter.

Risikovurdering og sammenfatning

Banken er en full-service bank for private kunder, små og mellemstore erhvervsvirksomheder samt offentlige institutioner i bankens forretningsområde i Østjylland. Udover bankprodukter tilbyder banken realkredit-, investerings-, pensions- og forsikringsprodukter.

Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er mellem til høj. Finanstilsynets vurdering er særligt baseret på de produkter, banken tilbyder.

Undersøgelsen har ikke givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Senest opdateret 26-08-2024