Finanstilsynet har fået oplysninger om, at en eller flere personer har tilbudt investeringsservices til forbrugere under navne, der kan forveksles med det danske fondsmæglerselskab Global Evolution Fondsmæglerskab A/S.
Personerne har henvendt sig til forbrugere bl.a. via mailadresser som service.compta@evolution-gbl.com og prénom.nom@gestion-gblevolution.com og hjemmesiden www.evolution-gbl.com. Personerne kan også have benyttet mailadresser og domænenavne, der minder om disse. Kommunikationen foregår på fransk.
Personerne bag henvendelserne har ingen licens fra de franske tilsynsmyndigheder eller Finanstilsynet, og det vurderes, at der er tale om en såkaldt klonvirksomhed, der misbruger en etableret virksomheds navn.
Det danske selskab Global Evolution Fondsmæglerskab A/S, der har tilladelse ved Finanstilsynet, har ingen tilknytning til Acces-GBL-Evolution/GBL-Evolution.
Finanstilsynet opfordrer til, at man afviser enhver form for tilbud om finansielle produkter og/eller tjenesteydelser fra disse personer. Ligeledes advares der imod enhver form for overførsel af pengebeløb til kontonumre, der er forbundet med disse personer.
I Finanstilsynets virksomhedsregister er der oplysninger om, hvilke selskaber der har tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynets hjemmeside indeholder også information om identificering af svindelvirksomheder, og hvorledes man kan undgå sådanne, under undgå bedrageri.