Finanstilsynet anmeldte i november 2021 en person for at have overtrådt forbuddet mod insiderhandel ved at være i besiddelse af intern viden og at have forsøgt at udnytte denne viden.
Personen havde fra en bekendt via SMS fået et tip om en forestående opjustering i et børsnoteret selskab aftenen inden, at selskabet offentliggjorde nyheden til markedet. Aktiemarkedet var lukket, da personen modtog SMS’en med den interne viden, og derfor var det ikke muligt for vedkommende at gennemføre en handel på det tidspunkt. Selskabet offentliggjorde opjusteringen dagen efter, inden aktiemarkedet åbnede. Offentliggørelsen fik dermed virkning på kursdannelsen allerede ved markedets åbning. Da kursen var steget fra dagen før, afstod personen helt fra at handle aktien. Handlen lykkedes dermed ikke.
Personen erkendte sig skyldig og blev idømt 30 dages betinget fængsel for at have forsøgt at deltage i insiderhandel.