Redegørelse om inspektion i Ejendomskreditselskabet Fairkredit A/S (hvidvaskområdet)

14-06-2022

Finanstilsynet var i marts 2022 på inspektion i Ejendomskreditselskabet Fairkredit A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet.

 

Indledning

Inspektionen omfattede virksomhedens kundekendskab og overvågning af kunder samt undersøgelse af alarmer og underretning til Hvidvasksekretariatet. Desuden omfattede inspektionen virksomhedens organisering, risikovurdering, politik, skriftlige forretningsgange og interne kontroller på hvidvaskområdet.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er et ejendomskreditselskab, hvis forretningsmodel består af at tilbyde boligkøbere boliglån (ofte pantebrevslån) som boligfinansiering, der er alternativ til f.eks. realkreditlån. Virksomhedens boliglån henvender sig primært til boligkøbere i landdistrikterne. Virksomheden samarbejder med forskellige investorer, som overtager kundernes lån, efter at lånet er tinglyst. De fleste af virksomhedens kunder overgår således til investorerne, men virksomheden har dog få egne kunder, som afvikler sine lån direkte til virksomheden. 

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er middel vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på at virksomhedens kunder ofte er kunder, som er blevet afvist af realkreditinstitutter. Samtidig er særligt køb af ejendomme på tvangsauktion forbundet med øget risiko. 

På baggrund af inspektionen er der nogle områder, der har givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden har fået påbud om at foretage en konkret og dokumenteret risikovurdering af kundeforholdene baseret på kundernes faktiske forhold, således at virksomheden kan gennemføre en korrekt kundekendskabsprocedurer.

Desuden har virksomheden fået påbud om, at udarbejde tilstrækkelige forretningsgange for så vidt angår løbende overvågning og alarmhåndtering.

 

Senest opdateret 14-06-2022