Redegørelse om inspektion af kapitalgrundlag i Nykredit Realkredit A/S og Nykredit Realkredit-koncern

28-05-2020

Finanstilsynet har foretaget en inspektion af opgørelse af kapitalgrundlag for Nykredit Realkredit A/S og Nykredit Realkredit-koncern. Der er taget udgangspunkt i kapitalopgørelserne pr. 30. juni 2019.

 

Formålet med inspektionen var at undersøge, i hvilket omfang instituttets kapitalopgørelser er konsistente med gældende regler.

 

Instituttet har fået påbud om at sikre, at de anvendte metoder for opgørelse af fradrag for forsigtig værdiansættelse er veldokumenterede, og at fradrag er opgjort tilstrækkeligt konservativt. Nykredit Realkredit A/S anvender også metoderne i forhold til at opgøre fradrag for forsigtig værdiansættelse for Forenet Kredit, Nykredit, Totalkredit og Nykredit Bank. Derfor er efterlevelse af påbuddet også relevant i forhold til disse institutter.

 

Nykredit Realkredit A/S har på koncernniveau korrekt fratrukket beholdning af egen hybrid kernekapital på 4,7 mio. kr., mens beholdningen ikke er fratrukket på soloniveau. Der skal ske fradrag for denne beholdning på soloniveau for Nykredit Realkredit A/S. Instituttet vil rette op på denne mindre væsentlige fejl.

 

 

Senest opdateret 28-05-2020