Redegørelse om undersøgelse af Investeringsforeningen Wealth Invest

17-12-2019

Finanstilsynet har gennemført en undersøgelse af 12 udvalgte clean fonde fordelt på tre investeringsforeninger, herunder Investeringsforeningen Wealth Invest, hvor omkostningerne til investeringsforvaltning er steget.

Undersøgelsen sætter fokus på, hvordan de respektive bestyrelser og investeringsforvaltningsselskaber for de tre investeringsforeninger har levet op til gældende regulering på området i forbindelse med ændringer af aftaler med investeringsforvalterne. Gældende regulering tilsiger bl.a., at bestyrelsen for en investeringsforening skal varetage investorernes interesse og agere i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis.

 

Undersøgelsen blev gennemført ved at gennemgå de bestyrelsesreferater og den redegørelse, som Investeringsforeningen Wealth Invest har indsendt.

 

Det er Finanstilsynets vurdering, at de udskrifter af Investeringsforeningen Wealth Invests bestyrelsesprotokol, som Finanstilsynet har modtaget, ikke lever op til lovgivningens krav om at afspejle bestyrelsens forhandlinger og redegøre for grundlaget for bestyrelsens beslutninger.

 

Begrundelserne for forhøjelserne af investeringsforvaltningsomkostningerne fremstår ufuldstændige, og foreningen har således ikke dokumenteret, at foreningen har udgjort et reelt modspil til investeringsrådgiveren i varetagelsen af investorernes interesser.

 

Inspektionen har givet anledning til, at Finanstilsynet påbyder Investeringsforeningen Wealth Invest at sørge for, at bestyrelsesprotokollen afspejler de på møderne førte drøftelser, herunder skal væsentlige risikovurderinger og trufne beslutninger samt forudsætningerne for disse fremgå af protokollen.

Senest opdateret 17-12-2019