Sammenfatning og risikovurdering
Forretningsmodellen i AEP baserer sig på forvaltning af alternative investeringsfonde (AIF’er) inden for flere aktivklasser, herunder ejendomme, hedge, private equity, gæld samt sol- og vindenergi. Selskabet administrerer i alt 27 alternative investeringsfonde, der markedsføres til professionelle og semi-professionelle investorer.
Det er Finanstilsynets vurdering, at AEP ikke udfører alle de opgaver, som selskabet er forpligtet til i medfør af lovgivningen.
Således har AEP ikke det fornødne ledelsesmæssige fokus på at sikre, at risikostyringsfunktionen og compliancefunktionen både lever op til lovgivningens krav og samtidig har de nødvendige ressourcer og kompetencer.
Finanstilsynet har konstateret, at bestyrelsen ikke har identificeret de relevante risici for hver af de forvaltede AIF’er, og som følge heraf ikke har fastsat kvalitative og/eller kvantitative grænser for risici. Endvidere modtager bestyrelsen ikke en årlig rapportering vedrørende risikostyringsfunktionen og dennes arbejde, herunder rapportering på overholdelsen af risikogrænserne.
Finanstilsynet gav derfor påbud om, at bestyrelsen skal identificere de relevante risici for de forvaltede AIF’er og fastsætte grænser herfor. Herudover gav Finanstilsynet påbud om, at risikostyringsfunktionen skal udarbejde årlig rapportering til bestyrelsen, der både vedrører det aktuelle risikoniveau i hver AIF og risikostyringsfunktionens vurdering af processer, arbejdsgange m.v.
Finanstilsynet har også konstateret, at AEP ikke har en effektiv risikostyringsfunktion, idet den risikostyringsansvarlige ikke udfører de opgaver, som funktionen er forpligtet til i medfør af lovgivningen. Endvidere har AEP ingen forretningsgange og/eller arbejdsbeskrivelser for risikostyringsfunktionen, der beskriver, hvilke arbejdsopgaver funktionen skal udføre og hvordan.
Finanstilsynet gav derfor påbud om, at direktionen skal sikre en effektiv risikostyringsfunktion, som lever op til reglerne om risikostyring.
Finanstilsynet har konstateret, at AEP i sin opgørelse af selskabets kapitalgrundlag har anvendt bestemmelserne gældende for fondsmæglerselskaber frem for bestemmelserne gældende for forvaltere af alternative investeringsfonde. Dette forhold gav Finanstilsynet også et påbud om at rette op på.