Bøde vedtaget for markedsmisbrug

13-04-2018

Den 1. september 2015 politianmeldte Finanstilsynet en person for kursmanipulation (nu markedsmanipulation) i en mindre dansk aktie jf. § 39 i lov om værdipapirhandel m.v. Personen har vedtaget et bødeforelæg på 20.000 kr.

Finanstilsynet anmeldte en fysisk person for to typer af markedsmanipulation. Personen blev anmeldt for at handle med sig selv via en markedsplads fra forskellige depoter og for at have manipuleret med aktien i forbindelse med lukkekursaktionen.

Sagen har været behandlet hos SØIK, hvor personen er blevet hørt over forholdene.

Den 19. februar 2018 har personen vedtaget et bødeforelæg på 20.000 kr. for overtrædelse af forbuddet mod markedsmanipulation ved i 10 tilfælde at have handlet med sig selv over en markedsplads. Forholdet er en overtrædelse af artikel 15, jf. artikel 12, stk. 1, litra a, pkt. i), i markedsmisbrugsforordningen, der er strafbelagt i medfør af § 249, stk. 2, i kapitalmarkedsloven.

Dette resume er offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 4, i kapitalmarkedsloven og anonymiseret i medfør af § 239, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1, i kapitalmarkedsloven.

Senest opdateret 13-04-2018