Indledning
Erhvervsstyrelsen har gennemført en kontrol af årsrapporten for 2015 for Copenhagen Capital A/S.
Årsrapporten er offentliggjort i henhold til værdipapirhandelslovens § 27. Koncern- og årsregnskabet er aflagt efter International Financial Reporting Standards som godkendt af EU og yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede virksomheder.
Års- og koncernregnskabet er revideret af Moore Stephens Danmark Statsautoriseret Revisionsaktieselskab. Revisionspåtegningen er uden forbehold eller supplerende oplysninger.
Afgørelse
Erhvervsstyrelsen har den 15. marts 2017 truffet følgende afgørelse vedrørende årsrapporten for 2015 for Copenhagen Capital A/S, jf. årsregnskabslovens § 159 a, stk. 5 og 6, sammenholdt med årsregnskabslovens § 161.
Afgørelsen har på grund af forholdenes principielle karakter været forelagt Finanstilsynets bestyrelse på bestyrelsens møde den 15. marts 2017, jf. årsregnskabslovens § 159 a, jf. lov om finansiel virksomhed § 345 og lov om værdipapirhandel m.v. § 84.
Erhvervsstyrelsen påtaler, at:
1. den metode til måling af dagsværdien af virksomhedens prioritetsgæld, som virksomheden anvender og beskriver under anvendt regnskabspraksis, er i strid med IFRS 13, afsnit 43,
2. virksomheden ikke har beskrevet, hvordan klassifikation af gæld til dagsværdi med indregning i totalindkomstopgørelsen af ændringer i dagsværdi stemmer overens med virksomhedens investeringsstrategi i henhold til IAS 39, afsnit 9 litra b,
3. virksomheden ikke har givet kvantitative oplysninger om væsentlige ikke-observerbare input anvendt ved dagsværdimålingen af investeringsejendomme i henhold til IFRS 13, afsnit 93, litra d, og
4. virksomheden i pengestrømsopgørelsen ikke særskilt har præsenteret modtagne og betalte renter i henhold til IAS 7, afsnit 31.
Valget af reaktion er begrundet nedenfor.
For en konkret begrundelse og vurdering af forholdene henvises til sagsfremstillingen nedenfor.
Læs hele afgørelsen her.