Redegørelse om inspektion i Jyske Bank A/S (hvidvaskområdet)

26-09-2013

 

Indledning

Finanstilsynet har i 2013 foretaget inspektion i Jyske Bank A/S. Inspektionen omfattede alle relevante dele af hvidvaskområdet.

Sammenfatning og risikovurdering

Jyske Bank er Danmarks tredjestørste bank målt på arbejdende kapital med over 500.000 kunder. Bankens virksomhed omfatter alle typer bankforretninger, kapitalforvaltning, investering og pension.

Finanstilsynet har som led i undersøgelsen foretaget en risikovurdering af banken. Det er Finanstilsynets vurdering, at Jyske Banks iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj vurderet relativt i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. Risikovurderingen er foretaget på baggrund af bankens forretningsmodel, herunder kunder, produkter, leveringskanaler og geografiske forhold, samt bankens størrelse, herunder kunder, transaktioner og korrespondentbankforbindelser.

Jyske Bank vurderes generelt at opfylde de gældende krav til risikobegrænsende foranstaltninger på hvidvaskområdet.

Det er Finanstilsynets vurdering, at antallet af indberetninger af mistænkelige transaktioner til SØIK har ligget på et lavt niveau sammenlignet med niveauet for større pengeinstitutter her i landet. Banken er imidlertid i efteråret 2012 overgået til central behandling af mistænkelige transaktioner identificeret via den systemmæssige overvågning, hvilket har medført  en stigning i antallet af indberetninger.

Finanstilsynet har påpeget en række begrænsninger i bankens systemovervågning, som øger risikoen for, at banken ikke bliver opmærksom på mistænkelige transaktioner.

Banken har fået påbud vedrørende bankens kundelegitimering, idet Finanstilsynet vurderer, at banken ikke har sikret, at der registreres tilstrækkelige oplysninger om kundens formål med forretningsforbindelsen og det tilsigtede omfang heraf som grundlag for overvågning af kundeforholdet.

Finanstilsynet har endvidere givet påbud vedrørende bankens procedurer for behandling af kunder, der falder ind under betegnelsen ”politisk udsatte personer”, der er kunder med bopæl i udlandet, som bestrider høje offentlige hverv, og personer med nær tilknytning hertil. Finanstilsynet har vurderet, at banken ikke i tilstrækkelig grad opfylder de lovmæssige krav til oprettelse og behandling af denne type kundeforhold.    

Banken har herudover fået påbud om at indføre procedurer med henblik på at sikre, at banken med passende intervaller gennemfører relevante uddannelses- og instruktionsprogrammer. Finanstilsynet påbyder endvidere banken at implementere uddannelses- og instruktionsprogrammer, der er tilpasset medarbejdere, som beskæftiger sig med særlige forretningsområder.

 

Senest opdateret 26-09-2013