Redegørelse om risikooplysning til Vordingborg Bank A/S - overskridelse af tilsynsdiamantens pejlemærke for store engagementer

31-05-2013

 

1. Indledning

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med Vordingborg Bank A/S konstateret, at banken ultimo 2012 overskrider tilsynsdiamantens grænseværdi for store engagementer på 125 pct.

2. Sammenfatning

Summen af Vordingborg Banks store engagementer er pr. 31. december 2012 opgjort til 139,1 pct. af basiskapitalen.

Det er Finanstilsynets vurdering, at det høje niveau indebærer en uforholdsmæssig stor risiko for banken, idet det gør banken sårbar overfor udviklingen i relativt få store engagementer.

Vordingborg Bank har fået en risikooplysning om overskridelse af tilsynsdiamantens grænseværdi for store engagementer. Banken bør i forlængelse heraf nedbringe sine store engagementer eller øge basiskapitalen.

Banken har over for Finanstilsynet redegjort for den kapitalplan, som forventes fuldt ud gennemført i løbet af 2. halvår 2013. Når kapitalplanen er gennemført, forventer banken, at summen af store engagementer vil være under grænseværdien.

Finanstilsynet vil følge udviklingen i denne risiko og banken skal således indsende en redegørelse for udviklingen pr. 30. september 2013.

 

Senest opdateret 31-05-2013