Finanstilsynet har dags dato givet PrivatPension ApS en påtale for at have udøvet aktivitet som forsikringsagent uden forudgående registrering i medfør af § 27, stk. 5 i lov om forsikringsformidling.
I forbindelse med en modtagen klage over PrivatPension ApS bliver Finanstilsynet opmærksom på, at PrivatPension ApS har rettet henvendelse til kunder med henblik på at flytte kundens pensionsordning til et forsikringsselskab.
Det følger af § 27, stk. 5 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 930 af 18. september 2008, at en erhvervsvirksomhed ikke må formidle forsikringsprodukter for forsikringsselskaber, før virksomheden er registreret som forsikringsagent for dette forsikringsselskab.
Da PrivatPension ApS med øjeblikkelig virkning har indstillet denne aktivitet agter Finanstilsynet ikke at foretage sig videre i sagen.