Bestyrelsen og direktionen for
Sparekassen Østjylland
Frankrigsvej 11
8450 Hammel
Forlængelse af frist til opfyldelse af solvenskrav
Finanstilsynet har i brev af 20. april 2012 i henhold til lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 1, meddelt Sparekassen Østjylland en frist til søndag den 22. april 2012, kl. 18.00 til opfyldelse af solvenskravet på 18,6 procent af de risikovægtede poster. Fristen blev 22. april 2012 forlænget til kl. 20.
Sparekassen Østjylland har indledt forhandlinger om en overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet A/S, om overdragelse af aktiviteter til et datterselskab ejet af Finansiel Stabilitet A/S.
Sparekassen Østjylland har oplyst, at der er indgået aftale med Finansiel Stabilitet A/S i henhold til lov om finansiel stabilitet om overdragelse af samtlige sparekassens aktiver og visse passiver til et af Finansiel Stabilitet A/S stiftet selskab. Sparekassen har ved brev af 22. april 2012 anmodet om en fristforlængelse. Anmodningen fremsættes idet en hensigtsmæssig afvikling og overdragelse af Sparekassen Østjyllands virksomhed forudsætter adgangen til en række systemer, der som udgangspunkt ikke kan opretholdes, hvis sparekassens tilladelse til at drive virksomhed som pengeinstitut inddrages.
Det er Finanstilsynets vurdering, at hensynet til at sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af afviklingen af sparekassen i det konkrete tilfælde kan begrunde fristforlængelsen.
Finanstilsynet skal på den baggrund i henhold til § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed meddele sparekassen en forlængelse af fristen til mandag den 23. april 2012, kl. 06.29. På betingelse af, at der på dette tidspunkt er indgået en endelig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet A/S og sparekassen enten i overensstemmelse med Lov om Finansiel stabilitet § 16f, stk. 2, eller Aktstykke nr. 181 af 29. august 2011, forlænges fristen herved til 18. maj 2012 kl. 12.00 med henblik på at muliggøre en smidig og problemløs overførsel af aktiver mv. i samarbejde mellem konkursboet og køber/køberne.
Da denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet som en uopsættelig sag, der ellers skulle have været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd, er det udgangspunktet, jf. lov om finansiel virksomhed § 354 a, at afgørelsen offentliggøres. Offentliggørelsen kan dog udskydes, hvis Finanstilsynet mener, at en offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for banken. Finanstilsynets offentliggørelse vil afvente en selskabsmeddelelse fra sparekassen.
Dette brev sendes i kopi til intern og ekstern revision samt Finansiel Stabilitet A/S.
Ulrik Nødgaard
direktør
Karin Kjærgaard
inspektør