Påbud – J.A.K. Andelskasse Varde

19-04-2012

Finanstilsynets afgørelse af den 22. december 2011. Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 3 og Bekendtgørelse om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter § 6, stk. 1, nr. 2 og stk. 4 jf. bilag 1

Finanstilsynet har givet J.A.K. Andelskasse Varde, et påbud for at kræve et for højt rykkergebyr, manglende standardforudsætninger og for ikke at anvende korrekt litrering.

Afgørelse

Finanstilsynet påbyder i medfør af § 33, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen, jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 8. august 2011 (herefter; lov om finansiel virksomhed), jf. § 3 i god skik bekendtgørelsen, J.A.K. at tilsikre en fremtidig overholdelse af rentelovens § 9b, stk. 2.

Finanstilsynet påbyder i medfør af § 11, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. § 6, stk. 4. jf. bilag 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen, J.A.K. i forudsætningerne for beregningen af ÅOP, at oplyse om afdragsformen ved udlånstyperne kassekredit og omsætningslån, samt at benytte bilag 1’s standardforudsætning for samlet kreditbeløb ved kassekredit, medmindre der ikke udbydes kassekredit med et samlet kreditbeløb på 50.000 kr.

Finanstilsynet påbyder i medfør af § 11, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. § 6, stk. 1, nr. 2. i prisoplysningsbekendtgørelsen, J.A.K. at benytte korrekt litrering.

Baggrund

Finanstilsynet har, i forbindelse med en undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters hjemmesider, gennemgået J.A.K.’s hjemmeside den 22. september 2011.

Finanstilsynet noterede, at der på J.A.K.’s hjemmeside ikke blev oplyst om, hvorvidt renten på udlån er fast eller variabel, om ÅOP eller om standardforudsætninger for pengeinstituttets udlånstyper. Tilsynet noterede endvidere, at J.A.K tager 150 kr. i gebyr for ”Rykkerskrivelse overtræk III”.

På denne baggrund anmodede Finanstilsynet den 26. september 2011 J.A.K om en redegørelse.

Finanstilsynet modtog J.A.K.’s redegørelse den 27. oktober 2011, hvor andelskassen oplyste at tilsynets henvendelse havde givet anledning til visse tilrettelser/tilføjelser af hjemmesiden, som man ikke kunne færdiggøre indenfor den angivne frist. Hertil svarede tilsynet den 28. oktober 2011 at man udsatte fristen til den 1. december 2011.

Den 30. november 2011 modtog Finanstilsynet J.A.K.’s endelige redegørelse, samt en oversigt over de ændringer som J.A.K havde foretaget på hjemmesiden. 

Retligt grundlag

Det fremgår af § 9b, stk. 2 i renteloven, at der kan kræves et rykkergebyr på højest 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse.

Af § 3 i god skik bekendtgørelsen fremgår det, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.

Det fremgår af vejledningen til god skik bekendtgørelsen, at en overtrædelse af anden forbrugerbeskyttelseslovgivning kan udgøre en overtrædelse af § 3 i god skik bekendtgørelsen.

Ifølge prisoplysningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 2, skal udlånsformerne markers med litra a-d, svarende til litreringen i bilag 1 for den pågældende udlånsform. Dette gælder uanset om udlånsformerne udbydes under en anden benævnelse end anført.

Af prisoplysningsbekendtgørelsens § 6, stk. 4, fremgår det, at et pengeinstitut skal oplyse om de forudsætninger (bilag 1), der er anvendt ved beregningen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP)

Finanstilsynets vurdering

Rentelovens § 9b, stk. 2 foreskriver, at der højst må kræves 100 kr. i rykkergebyr pr. rykker.

Finanstilsynet finder, at J.A.K ved at opkræve 150 kr. i rykkergebyr, har handlet i strid med redelig handlemåde, da gebyret er 50 kr. højere end det i rentelovens § 9b, stk. 2 forskrevne maksimum beløb.

Det er derfor Finanstilsynets opfattelse at J.A.K har handlet i strid med § 3 i god skik bekendtgørelsen. 

Det fremgår af § 6, stk. 1, nr. 2 i prisoplysningsbekendtgørelsen at udlånsformerne kassekredit, billån, boliglån og forbrugslån skal markeres med litra a-d, svarende til litreringen i bilag 1.

I bilag 1 fremgår det at kassekredit har litra a.

I J.A.K.’s standardforudsætninger er kassekredit anført med litra B.

Finanstilsynet finder at J.A.K. her handlet i strid med § 6, stk. 1, nr. 2 i prisoplysningsbekendtgørelsen, ved ikke at bruge korrekt litrering.

Det fremgår af § 6, stk. 4, jf. bilag 1, i prisoplysningsbekendtgørelsen, at der i standardforudsætninger for beregning af ÅOP, skal oplyses om afdragsform og benyttes de forudsætninger som er anført i bilag 1, medmindre der ikke udbydes lån med de i bilaget anførte forudsætninger.

I bilag 1 fremgår det at standardforudsætningen for kassekredit er:

a) Kassekredit, samlet kreditbeløb: 50.000 kr., løbetid i år: 5, afdragsform: stående lån, ÅOP

I J.A.K’s revideret oversigt af den 30. september 2011 bliver der, under punktet ”forudsætninger for lån”, for kassekredit og omsætningskredit, ikke oplyst om afdragsform. 

For kassekredit oplyser J.A.K et samlet kreditbeløb på 30.000 kr. og en løbetid på 5 år.

Finanstilsynet finder, at J.A.K har handlet i strid med § 6, stk. 4, jf. bilag 1, i prisoplysningsbekendtgørelsen, ved ikke at oplyse om afdragsformen i standardforudsætninger for beregning af ÅOP ved udlånstyperne kassekredit og omsætningskredit.

J.A.K har endvidere handlet i strid med bestemmelsen ved ikke at benytte det samlet kreditbeløb som er anført i bilag 1, medmindre J.A.K ikke udbyder kassekredit med et samlet kreditbeløb på 50.000 kr.

Finanstilsynet påbyder derfor i medfør af § 33, stk. 1 i god skik bekendtgørelsen, jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. § 3 god skik bekendtgørelsen, J.A.K at  tilsikre fremtidig overholdelse af rentelovens § 9b, stk. 2.

Finanstilsynet påbyder i medfør af § 11, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. § 6, stk. 1, nr. 2. i prisoplysningsbekendtgørelsen, J.A.K. at benytte korrekt litrering.

Finanstilsynet påbyder endvidere, i medfør af § 11, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen, jf. § 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. § 6, stk. 4. jf. bilag 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen, J.A.K. at oplyse om afdragsformen i forudsætningerne for beregningen af ÅOP, ved udlånstyperne kassekredit og omsætningslån, samt at benytte bilag 1’s standardforudsætning for samlet kreditbeløb ved kassekredit, medmindre der ikke udbydes kassekredit med et samlet kreditbeløb på 50.000 kr.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, Postboks 2000, 1780 København V, tlf. 33 30 76 22, jf. § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet skal gøre opmærksom på, at det kan være forbundet med et gebyr at klage.

Offentliggørelse

Det følger af § 354b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er af almen interesse. Finanstilsynet finder, at denne sag er af almen interesse og påbuddet vil derfor blive offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside.

Senest opdateret 19-04-2012