Indledning
Finanstilsynet har som led i den løbende overvågning af Middelfart Sparekasse foretaget en besigtigelse af sparekassens domicilejendom.
Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.
Sammenfatning
Som resultat af denne besigtigelse kunne Finanstilsynet konstatere, at sparekassens domicilejendom var værdiansat for højt i sparekassens årsrapport 2010. Det vil sige, at sparekassen har fraveget regnskabsreglerne i et omfang, som Finanstilsynet vurderer, kunne have betydning for regnskabsbrugernes økonomiske beslutninger truffet på grundlag af årsregnskabet.
Som følge heraf har sparekassen modtaget et påbud vedrørende værdiansættelsen af domicilejendommen i årsrapporten 2010.
Fejlen er uddybet nedenfor.
Værdiansættelse af domicilejendom
I henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 61 skal pengeinstitutter indregne domicilejendomme til dagsværdien så hyppigt, at den regnskabsmæssige værdi ikke afviger væsentligt fra domicilejendommens dagsværdi på balancetidspunktet.
Sparekassen havde i årsrapporten for 2010 værdiansat en domicilejendom til 171,1 mio. kr. Det var Finanstilsynets vurdering, at ejendommens værdi pr. 31. december 2010 udgjorde 152 mio. kr.
Forskellen mellem de 171,1 mio. kr, ejendommen var indregnet med i årsrapporten for 2010, og den af Finanstilsynet vurderede dagsværdi på 152 mio. kr. udgjorde 19,1 mio. kr. svarende til 25,2 % af sparekassens resultat før skat og 3,2 % af sparekassens egenkapital. Der var derfor tale om en væsentlig forskel.
Det var som følge heraf Finanstilsynets vurdering, at det var en fejl, at ejendommen var indregnet med 171,1 mio. kr. i årsrapporten for 2010.