Administrativt bødeforelæg – Dexia Bank Danmark A/S - Lov om værdipapirhandel m.v. § 33, stk. 2

29-09-2011

Finanstilsynets afgørelse af 15. september 2011. Sagen har været forelagt Fondsrådet.

Dexia Bank Danmark har den 15. september vedtaget et administrativt bødeforelæg på 20.000 kr. for overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 33, stk. 2, jf. § 93, stk. 1, ved i perioden fra marts 2009 til 6. januar 2011 ikke at have indberettet 14.167 transaktioner i værdipapirer til Finanstilsynet.

Ved vurderingen af forholdets alvorlighed er der lagt vægt på antallet af transaktioner samt på, at den mangelfulde indberetning strakte sig over en periode på 21 måneder, hvilket Fondsrådet finder udgør en alvorlig overtrædelse af reglerne. Dexia Bank Danmark blev endvidere først opmærksom på fejlen, da systemleverandøren rettede henvendelse vedrørende fejlen. Der er ligeledes lagt vægt på, at de manglende transaktioner skyldes systemfejl, og at Dexia Bank Danmark er ansvarlig for den systemanvendelse, som banken anvender til at foretage de lovpligtige indberetninger.

Ved fastsættelsen af bødestørrelsen er der lagt afgørende vægt på anklagemyndighedens praksis på området.

Senest opdateret 29-09-2011