Bestyrelsen og direktionen for
Fjordbank Mors A/S
Algade 2
7900 Nykøbing Mors
Forlængelse af frist til opfyldelse af solvenskrav
Finanstilsynet har i brev af 24. juni 2011 i henhold til lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 1, meddelt Fjordbank Mors A/S en frist til søndag den 26. juni 2011, kl. 18.00 til opfyldelse af solvenskravet på 19 procent af de risikovægtede poster.
Fjordbank Mors A/S har den 26. juni 2011 indgået en aftale med Finansiel Stabilitet A/S, hvorefter banken i henhold til den indgåede aftale og lov om finansiel stabilitet overdrager aktiviteter til et datterselskab ejet af Finansiel Stabilitet A/S.
I forbindelse med indgåelsen af overdragelsesaftalen har banken ved brev af 26. juni 2011 anmodet om en fristforlængelse med henblik på at sikre, at banken eller dennes konkursbo har mulighed for at gennemføre afvikling af instituttet, og at konkursboet kan medvirke til gennemførelsen af overdragelsen af bankens virksomhed til Finansiel Stabilitet A/S’ datterselskab i overensstemmelse med overdragelsesaftalen.
Det er Finanstilsynets vurdering, at hensynet til at sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af afviklingen af banken i det konkrete tilfælde kan begrunde fristforlængelsen.
Finanstilsynet skal på den baggrund i henhold til § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed meddele banken en forlængelse af fristen til mandag den 25. juli 2011, kl. 12.00.
Da denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet som en uopsættelig sag, der ellers skulle have været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd, er det udgangspunktet, jf. lov om finansiel virksomhed § 354 a, at afgørelsen offentliggøres. Offentliggørelsen kan dog udskydes, hvis Finanstilsynet mener, at en offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for banken. Finanstilsynets offentliggørelse vil afvente en selskabsmeddelelse fra banken.
Dette brev sendes i kopi til intern og ekstern revision samt Finansiel Stabilitet A/S.
Med venlig hilsen
Kristian Vie Madsen
Underdirektør