Redegørelse for Fondsrådets regnskabskontrol 2008

12-03-2009

Fondsrådet har i 2008 fortsat sit arbejde med regnskabskontrol af de børsnoterede virksomheders års-/delårsrapporter. I forbindelse hermed har Fondsrådet vedtaget nogle retningslinjer for vurderingen af væsentlighed samt nye reaktionsmuligheder, som indledningsvis kort vil blive gennemgået.

 

Indledning
Fondsrådet har i 2008 fortsat sit arbejde med regnskabskontrol af de børsnoterede virksomheders års-/delårsrapporter. I forbindelse hermed har Fondsrådet vedtaget nogle retningslinjer for vurderingen af væsentlighed samt nye reaktionsmuligheder, som indledningsvis kort vil blive gennemgået.


Nye retningslinjer vedrørende væsentlighed samt ændret praksis vedrørende reaktioner

Ved regnskabskontrollen foretager Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som sekretariater for Fondsrådet en gennemgang af de udtagne årsrapporter og delårsrapporter med henblik på at undersøge, om de lever op til de relevante regnskabsregler. I tilfælde af afvigelser fra regnskabsreglerne, tages der stilling til forholdets væsentlighed samt til, hvorledes der skal reageres over for det selskab, som har aflagt års-/delårsrapporten.

Fondsrådet offentliggjorde den 17. december 2008 sine generelle overvejelser og afvejninger ved vurdering af væsentlighed i forbindelse med regnskabskontrollen, se www.fondsraadet.dk

Disse overvejelser og afvejninger giver retningslinjer for sekretariaternes arbejde med væsentlighed i forbindelse med regnskabskontrol, og selvom retningslinjerne først og fremmest er stilet til sekretariaterne, vil de også få betydning for virksomhederne, som gennem disse retningslinjer kan se, hvad der vil blive lagt vægt på ved væsentlighedsvurderingen.

Notatet gennemgår først væsentlighed mere generelt og slår fast, at væsentlighedsbegrebet er det samme, hvad enten regnskabet er aflagt efter IFRS eller efter danske regnskabsregler. For indregning og måling slås det fast, at de konkrete afgørelser, der tidligere er truffet, også vil være relevante for fremtidige afgørelser. Endelig gennemgås en række yderligere områder, ikke mindst om oplysningskrav.

Som det fremgår af det offentliggjorte notat vil det, der hidtil har været betegnet som en væsentlig fejl, fremover blive kaldt en fejl, og det, der hidtil har været betegnet som en ikke-væsentlig fejl, blive kaldt en lovlig fravigelse.

Dette får også betydning for reaktionerne fremover.

Er der tale om lovlige fravigelser (tidligere ikke-væsentlige fejl/ fejl og mangler, der ikke vurderes at have betydning for investorerne) vil reaktionerne ikke længere være fremadrettede påbud. I stedet vil virksomheden få at vide, at der ved regnskabskontrollen er blevet afdækket en lovlig fravigelse fra regnskabsreglerne. Da fravigelsen er lovlig, er der ikke krav om, at virksomheden skal foretage rettelse. Hvis virksomheden fremover fortsætter med fravigelsen, skal virksomheden dog ved hver regnskabsaflæggelse foretage en væsentlighedsvurdering for at finde ud af, om der fortsat er tale om en lovlig fravigelse, eller om der er blevet tale om en fejl som følge af fravigelsens/fravigelsernes omfang og/eller karakter. I den forbindelse skal det fremhæves, at flere lovlige fravigelser tilsammen kan indebære, at der er tale om en fejl. Endvidere skal det fremhæves, at det ikke er tilladt at lade (lovlige) fravigelser være ukorrigerede, hvis hensigten er at opnå en bestemt præsentation af virksomhedens økonomiske situation, resultat eller pengestrømme.

Som hidtil vil fejl (tidligere væsentlige fejl/ mangler) udløse påbud om enten ny års-/delårsrapport eller korrigerende/supplerende information. Tilsvarende vil bagatelagtige fravigelser (tidligere fejl) ikke udløse nogen reaktion.

Oversigt over resultatet af kontrollen

Fondsrådet har i 2008 foretaget regnskabskontrol af i alt 40 års- / delårsrapporter. 7 af sagerne er endnu ikke afsluttet.

Af de 40 års-/ delårsrapporter, der blev udvalgt til regnskabskontrol, blev 12 - svarende til 30 % - udvalgt tilfældigt, mens 28 - svarende til 70 % - blev udvalgt på baggrund af en forudgående risikovurdering. Det vil sige års-/delårsrapporter, hvor der forekom forhold, der erfaringsmæssigt indikerer en forhøjet risiko for fejl og mangler.

Da størstedelen af års-/delårsrapporterne blev udvalgt på baggrund af en forudgående risikovurdering, kan resultatet af kontrollen ikke tages som et generelt udtryk for alle års-/delårsrapporterne kvalitet.

I 5 af de kontrollerede års-/delårsrapporter - svarende til 15 % af de 33 færdigkontrollerede rapporter - fandt Fondsrådet (væsentlige) fejl og mangler, der efter Fondsrådets skøn kunne have betydning for investorernes beslutningstagen. Disse 5 års-/delrapporter var alle udtaget på risikobaseret grundlag.

I 11 af de kontrollerede års-/delårsrapporter - svarende til 33 % af de 33 færdigkontrollerede rapporter - fandt Fondsrådets lovlige fravigelser fra reglerne, dvs. fravigelser, som Fondsrådet vurderede ikke kunne have betydning for investorernes beslutningstagen.

I 17 af de kontrollerede års-/delårsrapporter - svarende til 52 % af de færdigkontrollerede rapporter - blev der ikke konstateret fravigelser, der gav anledning til en reaktion over for virksomhederne. Størstedelen af disse var udtaget tilfældigt.

Når der ses på fordelingen af fejl og mangler mellem årsrapporter, der blev udtaget på risikobaseret grundlag og årsrapporter, der blev udtaget tilfældigt, blev der fundet (væsentlige) fejl og mangler i 5 rapporter svarende til 23 % af de færdigkontrollerede rapporter, der blev udtaget på risikobaseret grundlag, mens der blandt de tilfældigt udtagne rapporter ikke blev fundet (væsentlige) fejl.

Antallet af kontrollerede års-/delårsrapporter, der er (væsentligt) fejlbehæftet er faldet i forhold til 2007. I 2007 var andelen af (væsentligt) fejlbehæftede års-/delårsrapporter i procent af færdigkontrollerede års-/delårsrapporter 24 %.

Det er endvidere positivt, at Fondsrådet i 2008 har haft flere sager, hvor virksomheder som følge af dialogen med Fondsrådets sekretariater selv har valgt at offentliggøre korrigerende/supplerende information til års-/delårsrapporterne inden Fondsrådets endelige afgørelse. Endvidere er det positivt, at Fondsrådet har haft sager, hvor virksomheden har forelagt regnskabsmæssige spørgsmål med henblik på Fondsrådets stillingtagen. Herved mindskes risikoen for, at en års-/delårsrapport efter offentliggørelsen må ændres som følge af fejl.

Karakteren af de konstaterede fejl og Fondsrådets reaktioner

De 5 sager med (væsentlige) fejl og mangler omfatter følgende:

  • manglende oplysninger om risici og manglende oplysning om dagsværdier,
  • forkert og misvisende indregning af handelsomkostninger,
  • manglende offentliggørelse af delårsrapport for et moderselskab,
  • fejl i nedskrivninger på udlån som følge af fejlagtig model for gruppevise nedskrivninger og
  • manglende elementer i en delårsrapport.

I to af de fem sager med (væsentlige) fejl og mangler valgte virksomhederne selv at offentliggøre korrigerende/supplerende information efter Fondsrådets høring af virksomheden. I to andre sager påbød Fondsrådet virksomhedernes ledelse at offentliggøre korrigerende/supplerende information til årsrapporten, og i den sidste sag påbød Fondsrådet virksomheden af rette fejlen fremadrettet, da der var tale om fejl i en delårsrapport, og virksomheden efterfølgende havde udsendt en årsrapport, hvori fejlen var rettet.

I de 14 sager, hvor Fondsrådet fandt fravigelser fra reglerne, som ikke vurderedes at have betydning for investorernes beslutningstagen, gav Fondsrådet før den i indledningen beskrevne praksisændring virksomhederne påbud om at rette op på de konstaterede overtrædelser i de kommende års-/delårsrapporter. Efter praksisændringen gav Fondsrådet virksomheden besked om, at der ved fortsat afvigelse skal foretages en væsentlighedsvurdering ved hver regnskabsaflæggelse for at afklare, om der fortsat er tale om en lovlig fravigelse, eller om der er blevet tale om en fejl. Der var for størstedelen af de 14 sagers vedkommende tale om manglende oplysninger. I en række tilfælde var der herudover indregnings- og målingsfejl, som Fondsrådet dog ikke anså som værende væsentlige for vurderingen af regnskaberne.

Afgørelser vedrørende sager fra tidligere år

Ud over de ovenfor nævnte sager, har Fondsrådet i 2008 truffet afgørelse om (væsentlige) fundne fejl og mangler af betydning for investorernes beslutningstagen i fire års-/delårsrapporter, hvor kontrollen var påbegyndt i 2007.


Indbringelse af sager for Erhvervsankenævnet

Der har ikke været indbragt regnskabskontrolsager for Erhvervsankenævnet i 2008.


Offentliggørelse af afgørelser

Sager, der afgøres af Fondsrådet, offentliggøres på Fondsrådets hjemmeside under væsentlige og/eller principielle afgørelser.

 

 

Senest opdateret 12-03-2009