Sagsfremstilling
Et forsikringsselskab har spurgt Finanstilsynet om følgende:
- Kan egenkapitalen give gaver til særlige bonushensættelser.
- Hvis kollektive særlige bonushensættelser består af gaver fra egenkapitalen, skal disse kollektive særlige bonushensættelser i så fald udbetales til kunderne ved tilbagekøb eller overførsel til andet selskab for at kunne medregnes til basiskapitalen.
Retligt grundlag
Af § 134, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed fremgår det, at særlige bonushensættelser af type B er opbygget af midler fra forsikringernes andel af det realiserede resultat.
Det fremgår videre af § 134, stk. 1, nr. 6, at den forholdsmæssige andel af kollektive særlige bonushensættelser skal medgå fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdier og ved overførsler. Andelen skal være i forhold til den andel, som den forsikrede har bidraget til opbygningen af.
Vejledende udtalelse
Ad 1:
I henhold til § 134, stk. 1, nr. 1 skal særlige bonushensættelser opbygges af det realiserede resultat. Det er imidlertid Finanstilsynets vurdering, at ordlyden ikke er til hinder for, at særlige bonushensættelser kan opbygges ved gaver fra egenkapitalen. Baggrunden for denne vurdering er, at anvendelse af midler fra egenkapitalen ikke er reguleret i lovgivningen. Hensigten med § 134, stk. 1, nr. 1 er ikke at forhindre, at gaver fra egenkapitalen anvendes til opbygningen af særlige bonushensættelser.
Ad 2:
Hvis kollektive særlige bonushensættelser opbygges ved gaver fra egenkapitalen, er det muligt for selskabet selv at fastsætte nærmere regler for fordelingen af disse midler til kunderne. For at kunne medregne kollektive særlige bonushensættelser til basiskapitalen, skal kollektive særlige bonushensættelser imidlertid leve op til de øvrige betingelser i § 134.
Tilsynet har i en konkret sag vurderet, at kollektive særlige bonushensættelser, der er opbygget ved en gave fra egenkapitalen, kan medregnes til basiskapitalen. Forudsætningen for denne vurdering var, at selskabet har fastsat en fordelingsmekanisme, der fordeler midlerne til kunderne enten straks eller løbende fremadrettet over en nærmere fastsat begrænset årrække. De kollektive særlige bonushensættelser kan dermed være ufordelte i den forstand, at fordelingen af de kollektive midler til kunden først vil foregå løbende fremadrettet over en nærmere fastsat begrænset årrække.
Midlerne omfatter både gaver fra egenkapitalen samt den løbende forrentning af gaverne. Nye kunder vil således også kunne få del i disse midler i det omfang, at midlerne fordeles fremadrettet. Det var videre en forudsætning, at midlerne skal fordeles fuldt ud til kunderne. Efterhånden som midlerne fordeles til kunden, skal de medgå ved tilbagekøb og ved overførsler. Når en andel af kollektive særlige bonushensættelser er tildelt den enkelte kunde, er der ikke muligt at formindske kundens andel, medmindre dette sker for at dække tab efter reglerne om individuelle særlige bonushensættelser.
Fordelingsmekanismen, der fordeler de ufordelte kollektive særlige bonushensættelser til kunden straks eller løbende fremadrettet, skal anmeldes til Finanstilsynet som en del af det tekniske grundlag, jf. § 20 i lov om finansiel virksomhed.