Fondsrådets afgørelse i 2. halvår af 2005 om indregning af omkostninger ved kapitalforhøjelse

23-01-2006

Regnskabsregler: IFRS 3, afsnit 29 og 31 samt IAS 32, afsnit 37
Dokumenttype: Delårsrapport
Regnskabsår: 1. halvår 2005

1. Beskrivelse af sagen

Sagen drejer sig om, hvorledes rådgivningshonorarer i forbindelse med en virksomhedsovertagelse og omkostninger vedrørende kapitalforhøjelser skal indregnes i henhold til IFRS.

Et selskab har i 1. halvår 2005 gennemført kapitalforhøjelser i form af en virksomhedsovertagelse ved apportindskud, konvertering af gæld, kontante indskud og gældskonvertering. Af delårsrapporten fremgår det, at resultatet i betydelig grad er påvirket af omkostninger forbundet med virksomhedsovertagelsen og kapitalforhøjelserne.

Selskabet har i delårsrapporten indregnet omkostningerne vedrørende rådgivningshonoraret i resultatopgørelsen. Endvidere har selskabet indregnet andre omkostninger vedrørende kapitalforhøjelserne, der relaterer sig til udstedelsen af egenkapitalinstrumenter over resultatopgørelsen. Det drejer sig om omkostninger til bl.a. advokat- og revisorer, rådgivere, provision til bank og værdipapircentral samt prospektgebyr til Københavns Fondsbørs A/S.

2. Retligt grundlag

Ifølge IFRS 3, afsnit 29 skal alle omkostninger, der direkte kan henføres til virksomhedsovertagelsen, såsom rådgivningshonorarer, betragtes som en del af de samlede omkostninger forbundet med virksomhedsovertagelsen. Disse omkostninger skal derfor aktiveres som en del af kostprisen for den erhvervede virksomhed.

I henhold til IFRS 3, afsnit 31, skal omkostninger ved en virksomhedsovertagelse, der relaterer sig til udstedelsen af egenkapitalinstrumenter, dog ikke indregnes som en del af virksomhedsovertagelsen, men skal behandles i overensstemmelse med IAS 32. Sådanne omkostninger skal derfor i henhold til IAS 32, afsnit 37 reducere provenuet ved udstedelsen af egenkapitalinstrumenterne, og skal dermed indregnes direkte på egenkapitalen. Det skyldes, at der er tale om omkostninger, som er direkte forbundne med kapitaludvidelsen.

3. Fondsrådets vurdering

Det er Fondsrådets opfattelse, at omkostninger, der relaterer sig til virksomhedsovertagelsen af en virksomhed skal behandles i overensstemmelse med IFRS 3, afsnit 29, som vedrører rådgivningshonorarer, og derfor skal aktiveres som en del af kostprisen for den erhvervede virksomhed. Den del af omkostningerne, der relaterer sig til udstedelse af egenkapitalinstrumenter skal behandles i overensstemmelse med IAS 32, afsnit 37, og indregnes direkte i egenkapitalen.

4. Fondsrådets afgørelse og reaktion

Fondsrådet har i 2. halvår 2005 truffet afgørelse om, at selskabets delårsrapport ikke er aflagt i overensstemmelse med reglerne i delårsrapportbekendtgørelsen, herunder IFRS.

Fondsrådet pålagde selskabet at indregne omkostninger i form af rådgiverhonorarer vedrørende virksomhedsovertagelsen efter reglerne i IFRS 3, afsnit 29 og indregne disse omkostninger som en del af virksomhedsovertagelsen. Herefter skal omkostningerne aktiveres som en del af kostprisen for den erhvervede virksomhed. Derudover pålagde Fondsrådet selskabet at indregne omkostninger vedrørende udstedelse af egenkapitalinstrumenter efter reglerne i IAS 32, hvorved disse omkostninger indregnes direkte på egenkapitalen.

Selskabet blev pålagt at bringe delårsrapporten i overensstemmelse med delårsrapportbekendtgørelsen, herunder IFRS og offentliggøre fyldestgørende supplerende information herom. 

 

Senest opdateret 23-01-2006