Sagsfremstilling:
Finanstilsynet har taget stilling til, hvorvidt salg af ret til at udlede CO2 (CO2-kvoter) betragtes som et værdipapir med den konsekvens, at handel med CO2-kvoter er omfattet af værdipapirhandlernes eneret efter § 9, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
Afgørelse/begrundelse:
Lov nr. 493 af 9. juni 2004 har til formål at fremme reduktion af udledning af CO2 på en omkostningseffektiv måde gennem et system med omsættelige kvoter.
Ifølge loven foranlediger økonomi- og erhvervsministeren, at kvoter sælges på CO2-kvote-markedet, herunder eventuelt på auktion.
Energistyrelsen giver tilladelse til, at virksomheder, der er omfattet af loven, kan foretage CO2 udslip.
CO2-kvoter udgør retten til at udlede en given mængde CO2 i en given periode.
Finanstilsynet vurderede på denne baggrund, at kontrakter, der omfatter sådanne rettigheder, ikke er værdipapirer.
Finanstilsynet gjorde dog opmærksom på, at optioner, futures, swaps, FRA's eller andre derivatkontrakter, der afregnes kontant, og hvor det underliggende aktiv er CO2-kvoter, er værdipapirer omfattet af bilag 5 i lov om finansiel virksomhed. Udførelse af tjenesteydelser i lovens bilag 4, afsnit A, på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand var således som udgangspunkt forbeholdt værdipapirhandlere, jf. §, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.